Opel Manta gul front sort frontklap


© Opel

Se videoen: Elektrisk Opel Manta tager forskud på fremtiden

Opel pirrede tidligere med billeder af noget helt forbudt. Nu har Opel udgivet detaljer og en video om den elektriske Manta med manuelt gear

20. maj 2021 af Frederik Hauschildt

Mød Opel Manta GSe ElektroMOD

Opel pirrede for få måneder siden med billeder af en maskotbil, de udvikler på basis af en gammel Opel Manta A. Opel Manta GSe ElektroMOD hedder bilen, der skal agere indbegrebet af det, Opel med deres fremtidige udvikling sigter efter. Vi er tilbøjelige til at være enige, men inden du skriger misbrug, så lad os gennemgå bilens detaljer - måske er der noget at komme efter.

Bilen er udstyret med én elmotor på 147 hk, der igennem en manuel gearkasse trækker baghjulene rundt. Opel har desuden smidt et 31 kWh-batteri i, der i gennemsnit holder til omkring 200 km kørsel med Manta GSe.

dame bil Opel Manta bagfra gul alufælge
© Opel

Manuel gearkasse i en elbil?!

Ja, men Opel har ikke som sådan udstyret ElektroMOD med en manuel gearkasse - de har faktisk bare undladt at udskifte den. El-motoren sidder dér, hvor forbrændingsmotoren tidligere sad, og driver alt det samme teknik. Fordelen med elmotoren er, at du ikke behøver at skifte gear, hvis ikke du har lyst: Du kan bare lægge den fjerde og køre, som var det et automatgear.

Det ses også ud fra billederne af bilens instrumentbord, der frem for at vise omdrejninger stadigvæk viser den el-måler, vi er vandt til fra dedikerede elbiler. Instrumentbordet er forresten af Opel's PurePanel-type som i Opel Mokka, der består af to digitale skærme, der erstatter henholdsvis radio og instrumenter.

dame bil Opel Manta bagfra gul alufælge
© Opel

Opdateret interiør

Interiøret i Opel Manta ElektroMOD er helt overhalet. Det består af et instrumentbræt formet efter skærmene, der er belagt i alcantara. Det prydes af gule striber, der går igen på rattet i et rally-inspireret look. Sæder, som oprindeligt stammer fra Opel Adam S, befærdes også af striberne.

Imellem de to sæder findes hele bilens musikanlæg. Det betjenes af én boks, der er bluetooth-kompatibel og fra det oprindelige guitar-forstærker-mærke, Marshall. I dag laver mærket naturligvis også Hi-Fi højtalere, som også er dem, der er i brug her.

Opel Manta gul GSE elektromod interior interiør marshall
© Opel

Kan holde veteraner kørende

Sidst, men uden tvivl ikke mindst, har Opel Manta GSe ElektroMOD fået en Vizor-grille, der også genkendes fra den faceliftede Opel Crossland og den nye Opel Mokka. Modsat de to Vizor-grille, så bruger den på ElektroMOD pixels til at vise beskeder, såsom logo og budskaber, over hele grillen. 

Hvorvidt man synes om Opel Manta ElektroMOD eller ikke, så har projektet én stærk side for alle veteranbilelskere: Princippet i at udskifte benzinmotoren med en elmotor kan holde liv i de gamle biler i de fremtidige år, hvor benzinbiler rykker mod ulovliggørelse. Men er det ikke lige tidligt nok til, at vi begynder at rive motorerne ud af de gamle klassikere?

Lige nu læser andre

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...