En delvist ny Opel-forhandlerkæde skal præstere bedre - så salget af en helt ny serie af varebiler kommer tilbage på de tidligere 5,5 pct. markedsandel mod nu 3,24 pct.
PSA Peugeot/Citroën-koncernen er - efter at man købte Opel af General Motors - godt i gang med at transformere Opels biler, så de bliver baseret på PSA's produkter.
Derfor kan danske Opel-forhandlerne fra i år lancere helt nye varebiler herhjemme. Navnene er de samme som før, men flere af bilerne er ændret.
Det gælder den mindste Opel Combo og den mellemste Opel Vivaro, som før blev bygget af Fiat og Renault til GM. Den største Opel Movano bygges fortsat af Renault som søstermodel til Renault Master.

Opel Blitz udgik i 1975
Herhjemme er der sket det, at Interdan, der importerer Citroën og Peugeot, har fået opgaven fra PSA også at stå for Opel-salget. Alle tidligere forhandlere blev opsagt - og en ny organisation er etableret - dog også med nogle af de tidligere Opel-forhandlere.
Men forhandlerne skal kridte støvlerne, for Interdan ønsker, at den tidligere markedsandel på 5,5 pct. for Opel- varebiler skal tilbage - mod 3,24 pct. i dag. Opel har ikke bygget varebiler selv siden 1975, hvor seneste model, Blitz, ophørte, så særlige følelser til produkterne kan man nok ikke have.
Flådepris og service
Hos en af de store bilkøbere, Jyske Finans, ser man ikke de store ændringer på disse modeller i forhold til, om de er produceret i GM- eller PSA-regi.
"I sidste ende er fastholdelse af konkurrenceevnen i erhvervsmarkedet betinget af de rigtige modeller til de rigtige flådepriser, som kan leveres forholdsvis hurtigt, og priser på servicering af bilerne og reservedele," siger Tomas Christensen, salgschef for Automotive, Jyske Finans.
"Kvaliteten er nu blevet meget gennemskuelig, idet der er tre mærker - der er 99 pct. de samme biler, med enkelte visuelle forskelle - og der kan være lidt på udstyret," siger Tomas Christensen.
Opel er de første fem måneder gået tilbage i salg af varebiler i forhold til samme periode i 2018: Fra 400 til 282 stk. Vivaro og 109 til 73 stk. Movano. Derimod er den lille Combo gået frem fra 48 til 109 eksemplarer - delvist på grund af den nye model. Det tegner godt for det fremtidige salg af den nye generation Opel varebiler.
Hos den danske Opel-importør siger Hanne Langsig Sørensen, pressechef for Interdan, at kunderne med en PSA-produceret Vivaro og Combo får varebiler, der er baseret på en gennemtestet model. De kan forvente bedre kvalitet og driftssikkerhed end hidtil og konkurrencedygtige totalomkostninger, lyder det.