Biltest af Opel Signum 3,2 V6 Elegance
Biltest af Opel Signum 3,2 V6 Elegance© bilmagasinet.dk

Opel Signum 3,2 V6 Elegance

Hybrid-kryds-og-tværs

22. december 2003 af Bilmagasinet

Af: Mikkel Thomsager & A. Hansen

Den akavede Opel Signum bliver endnu mere besynderlig med 3,2-liters V6-motor under motorhjelmen.

Siden Opel viste det første designstudie af Signum, er vi flere, der har studeret den med tilbagelænet, stilfærdig undren. Den er det overraskende og indlysende store svar på det spørgsmål, du aldrig stillede – og hvorfor gjorde du ikke det? Fordi det ikke var nødvendigt at stille det! Det gælder basismodellen med firecylindret 2,2-liters motor. Men det gælder i endnu højere grad topmodellen med 3,2-liters V6-motor og 211 hk.
Opel har tidligere haft held med crossover-modeller, og Zafiras fleksible kabine blev et varemærke.

Således også for den bil, som i praksis afløser Omega, selvom Opel pointerer, at det ikke er meningen. Uanset hvor indlysende og fornuftigt konceptet ser ud på papiret, er og bliver Signum som en søelefant i en hønsegård.

Grundliggende er Signum en forlænget Vectra med stor bagdør. Akselafstanden forlænget med ti cm. Det giver overdådige pladsforhold på bagsædet, som ikke desto mindre er reduceret til to skålformede sidepladser og et nødsæde i midten, der også kan omdannes til opbevaringsrum.
Det ser imponerende snedigt ud, men efter kort tids brug spørger du dig selv, hvad du skal bruge det til? For trods den overdådige plads sidder tre personer dårligt på bagsædet, og det betyder, at man kører rundt i en stor bil, som kun nødtvungent huser fem personer. Adgangen til bagagerummet og dets udvidelsesmuligheder er til gengæld meget brugbare, men det er bare ikke den slags kvaliteter, man gerne vil prale med, når man viser sin nye 510.000 kroners direktørbil frem.

3,2-liters motoren giver Signum en solid pondus. Med 211 hk virker Signum overraskende hurtig, men det overraskende består måske i, at man ikke forventer så meget fut i en bil, der ligner en Astra med for meget luft i. Måske er Signum skabt til at være taxa, men her kører chaufføren også med fem personer engang i mellem.

Nej, hvor gerne jeg end ville belønne Opel for opfindsomheden, kan jeg ikke finde begejstringen for Signum.

Opel Signum 3,2 V6 Elegance

Tekniske data: Motor: V6, 3.175 cm3, 24V. Ydelse: 211 hk ved 6.000 o/min, 300 Nm ved 3.800 o/min. 0-100 km/t: 7,5 sek. Topfart: 237 km/t. Brændstofforbrug: EU-miks: 9,8 km/l. Årlig ejerafgift: 6.480 kr. Vægt: 1.525 kg. Mål (L/B/H): 464/180/147 cm. Bagagerumskapacitet: 365/1.410 liter.
Totaløkonomi: Den skæve Opel giver skæv afskrivning. Efter tre år og 50.000 kr. har den tabt 40 pct. (ca. 204.000 kr.)
Reservedelsindeks: 263
Service ekskl. materialer:
30.000 km: 660 kr.
60.000 km: 840 kr.
90.000 km: 660 kr.

Pris: 509.999 kr.

Jeg synes... Signum er en crossover, men i Danmark er og bliver den et uægte gadekryds. Den svarer højt og tydeligt på et spørgsmål, som ingen har stillet.

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...