Biltest af Opel Signum 2,2 Direct Elegance
Biltest af Opel Signum 2,2 Direct Elegance© bilmagasinet.dk

Opel Signum 2,2 Direct Elegance

En skæv profil

21. august 2003 af Bilmagasinet

Af: Peter Clausen

Opel Signum er en anderledes prestigebil – så anderledes at den får det svært i en meget traditionel bilklasse

NOGLE GANGE får man helt ondt af en bil. Det lyser ud af den, at teknikerne virkelig har turdet tænke anderledes – og samtidig er det næsten stensikkert, at den ikke slår an, fordi den er for anderledes. Sådan en bil er Opel Signum.

Bevares, noget måtte ske, for de store Opel-modeller har aldrig gjort meget væsen af sig i konkurrencen med Audi & co. – bare se på Omega. Men masser af biler er floppet, fordi prestige-køberne satser sikkert – bare se på Renault Vel Satis og Citroën XM.

Men Signum er gennemtænkt, og bagsædet er genialt. Det er nemt at udvide bagagerummet til en plan lasteflade, og skal du køre med lange genstande, får du for 2.000 kr. ekstra et forsæderyglæn i passagersiden, der kan vippes frem. Desuden kan bagsædet forskydes 13 cm, ryglænet kan justeres, og er midterpladsen ikke i brug, forvandles den i en håndevending til et bord, mens midterselen forsvinder op i loftet. Jo, Opel-gutterne har tænkt, da de lavede den her bil.

Plads, komfort og den momentstærke 2,2-motor gør Signum til en behagelig rejsevogn, desværre drikker den nye maskine med direkte indsprøjtning lidt rigeligt. Signum er heller ikke en bil, du udfordrer på småvejene. Du føler, at du bliver transporteret i stedet for at køre, og den halvdøde el-servostyring er ikke ligefrem berusende. Der mangler også lidt mekanisk finesse – ligesom der gør i en Opel Vectra.

Signums nærmeste slægtning er i øvrigt endnu en årsag til, at bilen får det svært. Billigste 2,2 Elegance er 69.902 kr. dyrere end en femdørs Vectra 2,2 GTS Elegance og hele 117.501 kr. dyrere end en 2,2 Sedan Elegance. Ganske vist nøjes Vectra stadig med den ’gamle’ 2,2-motor på 147 hk, men ellers er teknikken identiske, og det afgør ligesom sagen.

Og så får man helt ondt af de Opel-folk, der virkelig har tænkt, da de lavede Signum.

Opel Signum 2,2 Direct Elegance

Tekniske data: Motor: R4, 2.198 cm3, 16V. Ydelse: 155 hk ved 5.600 o/min, 220 Nm ved 3.800 o/min. 0-100 km/t.: 9,8 sek. Topfart: 211 km/t. Brændstofforbrug: : EU-miks: 12,0 km/l. Årlig ejerafgift: 4.000 kr. Vægt: 1.450 kg. Mål (L/B/H): 464/180/147 cm. Bagagekapacitet: 365-550/1.410 liter.
Totaløkonomi: Dyre Opel-modeller har altid været berygtet for et uhyggeligt værditab, og det ændrer sig næppe med den lidt aparte Signum. Regn med et minus på 38 pct. (170.000 kr.) efter tre år/50.000 km. Mindst!
Reservedelsindeks: 177
Service ekskl. materialer:
30.000 km: 2.472 kr.
60.000 km: 2.509 kr.
90.000 km: 2.472 kr.
Pris: 446.999 kr.

Jeg synes...Opel skal roses for at satse anderledes i en klasse, der er så konservativ, som Opel selv plejer at være. Men kunderne er næppe klar til sådan en bil.

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...