Opel's lomme-raket til 309.990 kr.

Med 207 hk i bagagen er der ingen fare for, at køreoplevelsen bag rattet i den nye Opel Corsa OPC bliver kedelig.

29. april 2015 af Frederik T. Frey

Det tyske bilmærke er nu klar til at lancere den seneste OPC-variant af den nye Corsa, der i denne tunede version kun kommer som 3-dørs hatchback. Under motorhjelmen ligger en 1,6-liters 4-cylindret benzinmotor med turbo, der yder 207 hk. Moment har den 245 Nm. af og i en kortvarig boost-funktion hele 280 Nm.

På trods af de store kræfter i den lille bil, præsterer Corsa OPC stadig at gå 13,3 km/l ved blandet kørsel. Sprinten fra 0-100 km/t er overstået på 6,8 sek., hvilket er næsten et halvt sekund hurtigere end den foregående Corsa OPC.

Til at skille den hurtigtgående hatchback ud fra de andre dødelige Corsa'er, har OPC'en flere unikke detaljer. En særlig blå lakering kaldet Flash Blue er forbeholdt den hurtigste Corsa. Dertil kommer også valgmuligheden mellem to hækvinger i forskellige størrelser samt en diffuser ved bilens bagende. Derudover er bilen sænket 10 mm ift. andre Corsa-varianter, og kommer standard på 17” alufælge.



Kabinen har også fået den store tur med lækre Recaro-sportssæder, fladbundet læderrat samt OPC-gearknop og pedaler i alu. Udover at se brandgodt ud tilbyder Recaro-sæderne også mere og bedre støtte i den sportsligt orienterede tysker.

For at gøre fornøjelserne i sving endnu større, kan der tilkøbes en performance-pakke til Corsa OPC. For 50.000 kr. bliver Opel'en monteret med et mekanisk Drexler front-spærredifferentiale, 18” alufælge samt større Brembo-bremser for mere effektivt at kunne høvle farten af den lille raket.

Prisen for en Opel Corsa OPC uden performance-pakke er 309.990 kr., og den danske lancering er sat til start juni.

Vi har allerede kørt i den nye Corsa OPC, og du kan læse, hvad vi synes om den i vores juli-magasin.   

Lige nu læser andre

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...