Biltest af Opel Omega Comfort Wagon 2,2
Biltest af Opel Omega Comfort Wagon 2,2© bilmagasinet.dk

Opel Omega Comfort Wagon 2,2

Facelift i en sen alder

23. juni 2000 af Bilmagasinet

Af: Mikkel Thomsager

Omega Wagon er stor og praktisk, men gammeldags af sind

OPEL-FOLKENE GØR, hvad de kan for at ryste blød-hat-og-cigarstump’imaget af sig, og selv om der endnu er stykke vej, hjælper det på det. Ecotec-motorerne gjorde deres. Opel Astra har gjort meget. Astra Coupé og den lille Speedster vil gøre endnu mere, og når Omega kommer med V8-motor, vil den givet vis også gøre sit. Men en basis-Omega gør intet i den retning.

Det er ikke designet, der hænger. Selvom faceliftet var meget begrænset på karrosseriet, er Omega stadig både harmonisk og dynamisk i sit tidløse design. Det holder. Kabinen er knap så overbevisende. Faceliftet betød et nyt avanceret varme- og ventilationsanlæg og mere udstyr. Det er fint, men de enorme instrumenter er knap så moderne. Kabinen er lige så brugbar, som den er rummelig, men man savner lidt glitter og gejl - eller lidt ud over det sædvanlige.

Men der hvor Omega - og især den mindste 2,2er - virkelig holder fast i den bløde hat og cigarstumpen, er i fremfærd og køredynamik. Langsliggende motor og baghjulstræk lægger op til et sæt inspirerende køreegenskaber, men det hele drukner i et tungt karrosseri, en blød undervogn og en hidsig motor.

I sig selv er den nye 2,2 liters motor en dejlig sag. Den er villig og leverer mest effekt i toppen af omdrejningsfeltet, præcis som vi forventer i en Opel Astra Coupé eller en Speedster. Men det klæder ikke den tunge Omega, at den skal have mange omdrejninger for at præstere noget, så trods 144 hk virker den direkte sløv.

Man skal heller ikke begynde at kaste rundt med bilen, for den krænger ubehageligt, hvis man presser den i sving. Måske er det i erkendelse af, at ingen chauffør vil forsøge sig i den retning, at antispin ikke er standard..

Omega Wagon 2,2 er med andre ord ingen Drivers Car. Den er simpelt hen for gammel af sind. Til gengæld bevæger den sig som en fisk i vandet, med fuld oppakning på motorvejen. Da æder den kilometer med samme afslappede tilbagelænethed, som en midaldrende ryger kan nyde en Havana-cigar.

Opel Omega Comfort Wagon 2,2 374.995 kr.

Tekniske data
Motor R4 16V, 2.198 cm3. Ydelse: 144 hk. ved 5.400 o/min. 205 Nm ved 4.000 o/min. Topfart: 202 km/t. 0-100 km/t: 11,0 sek. EU-mix: 10,3 km/l. Årlig afgift: 5.040 kr.

Totaløkonomi:
Omega hører knapt nok med i direktørklassens gode selskab. Afskrivningen er større end hos BMW, Volvo og Audi, også selv om det er en Opel. Efter tre år og 50.000 km vil den have tabt ca. 143.000 kr. (38 pct.)
Reservedelsindeks: Ikke opgivet
Service ekskl. materialer:
Ikke opgivet

Vi synes:
Stor og praktisk, men harmonien udebliver

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...