Opel Manta elektrisk suv grøn


© Opel

Opel genopliver legendarisk model som elbil

Opel taler entusiastisk om en helt ny strategi for elektrificering – vi kan ikke andet, end at være en smule bekymret for det gamle ikon...

7. marts 2022 af Frederik Hauschildt

Manta får endelig comeback

Opel har klargjort deres plan for elektrisk udvikling over de kommende år: Opel vil være helt elektriske inden 2028, og det skal en række nye modeller hjælpe dem med. Blandt de nye og eksisterende modeller, viser Opel ovenstående SUV-koncept.

Uagtet, om man historisk set har været mere til Ford end Opel, så kan stort set alle blive enige om én ting: Den første generation af Opel Manta, med sort, åben grill og elegant coupé-form er blandt de mest ikoniske europæiske biler nogensinde.

Opel manta elektrisk manuel

"Endelig produktionsversion af Manta kommer i midten af årtiet. Illustrationen er ikke representativt for målet med produktet."

© Opel

Får Manta SUV-makeover?!

Opel debuterede sidste år et elektrisk Manta-koncept. Med udgangspunkt i en restaureret veteranbil lovede konceptet implicit, at modelnavnet skulle i brug igen, og at designet ville tage udgangspunkt i de gamle linjer. Det implicitte løfte er dog brudt, hvis man skulle tro Stellantis' nyeste pressemeddelelse.

Her vises et SUV-lignende koncept, udført i en offensiv nuance af neongrøn. Et ekstra sæt døre og en ualmindeligt høj frihøjde fører tankerne helt og aldeles væk fra Manta, og over på noget i stil med Toyota-Subaru's nye Solterra-SUV. Alligevel er konceptet præget af fem, sorte bogstaver: MANTA.

Opel's nuværende CEO, Uwe Hochgeschurtz, byder dog ikke på yderligere håb om et sportsligt design:

"Den nye Opel Manta vil igen blive en meget følelsesladet bil, med elektronik, der sikrer øjeblikkelig acceleration. Vores Manta skal endnu en gang stå for uhindret køreglæde. Vi bygger en fascinerende, forbløffende rummelig fortolkning," fortæller han i en pressemeddelelse.

Opel manta elektrisk manuel

Fælgene og logo'et ser ud til at være de eneste dele, der er til fælles mellem resto-modden og det nye koncept.

© Opel

Manta er klar inden 2025

I ledtog med pressemeddelelsen er også en melding om produktionshorisonten: Opel har ambitioner om at gøre Manta klar til salg inden 2025. Desuden lover mærket rækkevidder på mindst 500 km og ladetider på under 15 minutter som en del af planen.

I bunden af billedet skriver Opel med småt, at det viste koncept ikke er representativt for det endelige produkt. Det kan altså tolkes på flere måder, og hvorvidt Opel vælger radikalt at ændre konceptet inden udgivelse, eller om dette vitterligt varsler en offroad-inspireret Manta – det må tiden vise.

Opel manta elektrisk manuel

Sådan så den elektriske Manta ud, da Opel sidste år debuterede det spøjse koncept.

© Opel

Lige nu læser andre

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...