Biltest af Opel Corsa 1,2 Enjoy 5-d
Biltest af Opel Corsa 1,2 Enjoy 5-d© bilmagasinet.dk

Opel Corsa 1,2 Enjoy 5-d

Det løber hurtigt op

13. marts 2007 af Bilmagasinet

Af: Mikkel Thomsager & A. Hansen

Corsa er billig ved første blik – men så kommer udstyret

Indrømmet: Undertegnede havde kun Opel Corsa på andenpladsen, da den blev kåret til Årets Bil i Danmark i oktober 2006. Skoda Roomster var min favorit, ikke mindst fordi jeg fandt pris-parameteren for tynd i Corsa.

Man kan få en ny, tredørs Corsa med ESP for 130.000 kr., og det var givet vis en vindende pris ved den lejlighed. Dertil kom, at pris-listen er lavet, så man kan tilkøbe døre, motor og udstyr med samme fleksibilitet som i dyrere tyske biler. Det er en god mulighed, og umiddelbart ser det billigt ud, når man ser på pakkepriserne.

Men begynder man at stykke sin Corsa sammen, som den bør være, løber det op, hvilket denne 1,2 Enjoy beviser. Nøjes man med Essentia-modellen, må man blandt andet se langt efter fjernbetjent centrallås, højdejusterbart rat og et par andre detaljer, som næppe er værd at spare væk, selv i minibil-klassen.

Den billigste Corsa nøjes med en svag trecylindret motor, den har kun tre døre og savner basalt udstyr. Så først plukker man en firecylindret motor, derefter følger to bagdøre, og til sidst det nødvendige Enjoy-udstyr som blandt andet højdejusterbart rat med mere, og så løber prisen op på 163.600 kr. Uden at man får en luksusracer ud af det.

Det er en del i en klasse, hvor den teknisk identiske Fiat Grande Punto, Ford Fiesta, Mitsubishi Colt (Årets Bil i Danmark 2005) med flere byder sig til med priser, som ligger et stykke under eller giver mere udstyr for pengene. Man skal dog ikke glemme, at Corsa, der har ESP som standard i alle modeller, står med en sikkerhedsmæssig trumf.

Og så kan man glæde sig over, at 1,2 motoren er tilstrækkelig. Der er ingen grund til at vælge den 7.500 kr. dyrere 1,4 version med 90 hk, for dens ekstra hestekræfter er knap mærkbare.

OPEL CORSA 1,2 ENJOY 5d
Motor R4. 1.229 cm, 16V
Ydelse 80 hk ved 5.600 o/min
110 Nm ved 4.000 o/min
0-100 km/t. 13,9 sek.
Topfart 168 km/t.
Forbrug EU-miks 17,2 km/l
Årlig ejerafgift 1.520 kr.
Vægt/last/påhæng 1.160/545/850 kg
Mål (L/B/H) 400/172/149 cm
Bagagerum 285-1.100 liter
Dæk 185/65R15H
Værditab 3år/60.000 km 33 pct. (ca. 60.000 kr.)
Reservedelsindeks 137
Pris 163.600 kr.
Pris u/afgifter 70.122 kr.

VI SYNES…En lidt farveløs, men velkørende minibil. Som desværre løber op i pris, når den får
det udstyr, den skal have...

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...