2020 Opel Astra
2020 Opel Astra

Opel Astra får facelift med lavere vindmodstand

Nye motorer og en ny 9-trins automatgearkasse skal give Astra nyt blod. Få overblikket her

13. juli 2019 af Steen Bachmann


En af de "billigste" måder at sænke en bils CO2-udslip og dermed brændstofforbrug er at sænke vindmodstanden. 

Hos Opel i Rüsselheim i Tyskland har de været på overarbejde i vindtunnelen for at optimere Astra-modellen fra 2015. Ingeniørerne har redesignet motorrummet, svingarmene er blevet mere strømlinede og fronten har fået et styret luftindtag, mens undervognen er optimeret til at reducere turbulens.

Astra får også nye motorer i forbindelse med faceliftet. Der lanceres 3-cylindrede turbobenzinmotorer på 1,2 liter/110 hk og 1,4 liter/145 hk. De har et moment på hhv. 195 og 236 Nm og kører mellem 16,9 og 19,2 km/l i WLTP-normen.  

Astra 1.2 er kombineret med en 6-trins manuel gearkasse, mens Astra 1.4 fås med en ny 7-trins trinløs CVT-gearkasse.

19 pct. lavere forbrug i Astra

Sammenlignet med forgængeren er brændstofforbruget og dermed CO-udledningen reduceret med op til 19 pct. Et af midlerne til at nå dette resultat har været at integrere den vandafkølede udstødningsmanifold på topstykket for at opnå en hurtig opvarmning af motoren, hvilket reducerer udledningen af emissioner efter koldstart.

Ved 1.500 o/min. er 90 pct. af det maksimale moment tilstede indenfor 1,5 sekunders tryk på speederen, skriver Opel.

3-cylindret dieselmotor

Den 3-cylindrede dieselmotor i Astra fås i to versioner: 

* 105 hk med 260 Nm og manuelt gear

* 122 hk og 300 Nm med manuelt gear eller en ny 9-trins automatgearkasse. 

De foreløbige WLTP-tal viser et brændstofforbrug for blandet kørsel på 18,8 - 22,7 km/l og en CO-udledning på 139 - 117g/km. De nye dieselmotorer giver således en CO-reduktion på op til 17 pct. sammenlignet med forgængeren.

Dieselmotorerne har en elektrisk aktiveret turbolader med variabel geometri VGT, og ligesom for benzinmotorernes vedkommende skal en balanceaksel i motorblokken sikre en rolig motorgang. Udstødningsmanifolden er også integreret i topstykket.

Efterbehandlingssystemet består af en SCR katalysator, partikelfilter og et AdBlue indsprøjtningssystem.

Fokus på sikkerhed og komfort

Astra fås med adaptive LED-forlygter og et nyt frontkamera, der er mindre, men mere kraftfuldt takket være en hurtigere processor. Det genkender ikke alene biler, men også fodgængere, hvilket er et vigtigt plus for sikkerheden. 

High-res kameraet sikrer også, at skiltegenkendelsen kan genkende endnu flere skilte og vise dem som et symbol i det digitale display. Astra er den første Opel-model, der bliver udstyret med digitalt speedometer.

Nyt udstyr omfatter trådløs opladning og opvarmet forrude. En anden option er et Bose lydsystem, der med syv højttalere og en RichBass subwoofer.

Den faceliftede Astra forventes lanceret på det danske marked i slutningen af november.

Lige nu læser andre

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...