Opel Astra 1,7 CDTI vs. Mazda 3 1,6 DE

Her er bilerne

Efter et par indledende manøvrer her i Bil Magasinet er Opels helt nye Astra endelig ­lanceret i Danmark. Og for første gang har vi chancen for at prøve en beskedent specificeret Astra med den stærkt dansker-relevante 1,7-liters dieselmotor.

Som vores tidligere test har vist, er Astraen trods en betragtelig størrelse ikke nogen vanvittig rummelig bil. De tyske ingeniører og designere har fokuseret mere på udseende og aerodynamik end kubikcentimeter og taxadrømme. Så hvad er mere naturligt end at veje den op mod Mazda 3, en anden pendlerfavorit, som opererer efter nogenlunde samme præmisser?

Den japanske finsnitter stiller til start i vores pendlerduel med den gennemprøvede 1,6-liters PSA-dieselmotor med 109 hk, som er eneste valg, hvis du ikke har råd til den 128.000 kr. dyrere 185 hk 2,2’er. Til 258.400 kr. underbyder Mazdaen i sit fineste Advance-dress Opelen med cirka 17.000 kr.

Astra med masser af udstyr
Omfanget af standardudstyr er stort set ens i de to biler. Opelens Enjoy-udstyr omfatter dog fartpilot, hvilket er eftermonteret i Mazdaen til 3.500 kr. Det er i øvrigt det eneste stykke ekstralir, du kan købe til din Mazda 3 ud over metallak til 6.000 kr.

Her er ­historien en helt anden hos Opel.

Vores testbil har fået den såkaldte Premium-pakke til 20.898 kr., hvilket inkluderer de adaptive AFL+-­forlygter, p-sensorer samt elektrisk foldbare sidespejle (standard på Mazdaen). Sammen med nogle andre småting bringer det testbilens samlede pris op på 305.000 kr. Og så har Opel endda holdt sig i skindet, for listen over grej, du kan hælde i din Astra, er faktisk imponerende lang. Har du pengene til det, er der langt større muligheder for at skræddersy din bil her i tyskeren end hos Mazda.

Opel Astra

Bag det tykke læderrat i Astra
Det er ikke uden spænding, jeg drejer nøglen. For nok er den 1,7-liters diesel­maskine ude foran endnu engang moderniseret, men i Astraens forgænger var den altså et stivbenet apparat.

Den gennemfrosne motor springer i gang, og jeg må tage vinterhuen af for Opel-ingeniørerne, for støjniveauet og vibrationerne er stærkt reduceret. Pendlere med åben ­carport behøver ikke længere være bange for, at de vækker resten af familien, når de skal hjemme­fra om morgenen. Efterhånden som jeg får kørt nogle kilometer og noget varme i bilen, står det også klart, at den grelle ketchupeffekt, som motoren døjede med, da den for et par år siden blev genintroduceret i den gamle Astra, er om ikke væk så i hvert fald næsten på niveau med Mazda-motorens. Astraens ganske høje gearing og ikke mindst de seks trin i gearkassen betyder også, at motoren forsvinder næsten ud af lydbilledet ved jævn hastighed.

Selve gearskiftet er relativt letgående og mere præcist end i storebror Insignia. Det samme gælder for så vidt styretøjet, og også kabinens indretning synes mere gennemtænkt i Astra. Her er dog smuttere. F.eks. er den mekaniske håndbremse i testbilen placeret således, at man i en uheldig vending kan få fingrene i klemme mellem grebet, midterkonsollen og det medfølgende askebæger. Også mængden af knapper i midterkonsollen ­bliver lidt overvældende.

Til gengæld er det generelle layout i kabinen gennemført, materialerne er blandt de mest luksuriøse i klassen, og vigtigst af alt er det utrolig let at finde sig til rette i førersædet takket være vide justeringsmuligheder. Når det kommer til,­ ­hvordan bilen ­opfører sig på de vinterplagede danske landeveje, er det lidt vanskeligere at finde begejstringen frem.

Lad det være sagt med det samme: Astra kører fremragende
Især ­affjedringskomforten er ramt lige på kornet mellem komfortabel og kontant, og styretøjet er sat op efter nogenlunde samme kompromissøgende devise. Det giver bonus, når du ligger og vugger time efter time på landevejen. Men jeg bliver ikke decideret glad og forventningsfuld, hver gang jeg skal køre et ærinde. Af sådan en lille, væver allrounder kunne jeg godt ønske mig lidt mere letbenethed. Og det der med at være letbenet, det kan Mazda-folkene sikkert blive enige med mig om.

Mazda 3

Helt konkret vejer Mazda 3, som jeg nu kaster mig ind i, 105 kg mindre end tyskeren, og det er trods alt en del i denne klasse.

Det er, som om det kan mærkes inde ved styrepinden. Det er vanskeligt at sætte fingeren på, hvad det er, der gør det, men 3’eren er bare lige fra første hik ud af indkørslen en mere køreglad bil. Styretøjet er tungere vægtet og byder på mere feedback. Gearskiftet er måske strengt taget ikke bedre, men meget mere stramt og sportsvognsagtigt.

Det er også, som om de blot fem trin i transmissionen falder mere intuitivt end Astraens seks. Motoren bag Mazdaens store flab er den kendte 1,6-liters PSA-diesel, som japanerne deler med utallige andre, bl.a. Ford og Volvo samt naturligvis Peugeot og Citroën. Og der skal ikke mange kilometer til, før jeg vil kalde denne variant det bedste køb i Mazda 3-land.

Hvor benzinmotorerne - undtagen i tilfældet MPS - mangler det kraftoverskud, der skal til for at få det bedste ud af bilens sportslige køreegenskaber, har den lille diesel tilpas med kræfter til en god pris. Og her har vægten også noget at sige, for Mazdaen udplacerer Opelen i samtlige discipliner, til trods for at tyskeren er den stærkeste på papiret.

Når al den ros så er uddelt, skal det også nævnes, at jeg mærker, at PSA-motoren ikke længere er nogen jomfruelig maskine. Der er tydelig diesellyd fra motorrummet, og især i kold tilstand er der ikke meget liv ved de ­laveste omdrejninger. Tilfældet ville, at vi i testugen havde en Hyundai i30 med den ­nyeste dieselmotor inden om redaktionen, og det er sigende, hvor meget mere harmonisk den opleves i forhold til begge kombattanter i denne test. Mazdaen er også mere hård i affjedringen, end nogle vil bryde sig om, men det opleves ikke som ikke et problem som i den sedan, vi i sin tid kørte mod Chevrolet Cruze (se Bil Magasinet nr. 215).

Indvendigt er der ingen tvivl om, at 3’eren ikke er på Astraens niveau, hvad angår finesse og stilrent design. Noget af vægten er sparet i materialevalget, og det er vanskeligere at finde sig til rette bag rattet. Men alting er logisk placeret i forhold til føreren, og betjeningen er enkel.

Konklusion

I det hele taget er valget af vinderen i denne test styret af, hvad du forventer af din bil. ­Rigtig mange vil foretrække storbilsfornemmelsen og de forudsigelige køreegenskaber i Astra, mens andre vil ­prioritere den umiddelbare køreglæde i Mazdaen.

TESTVINDER

1. Mazda 3 1,6 DE Advance
Der er bestemt områder, hvor Mazda 3 ikke er i nærheden af at slå den gennemførte Opel Astra. Men japanerne sætter i denne variant trumf på der, hvor de ved, at de gør det godt, nemlig ved at levere en solid portion køreglæde i en ganske almindelig, fornuftig hverdagsbil. Den 1,6-liters diesel er i denne skriverkarls optik det oplagte valg, hvis du er ude efter en 3’er til menneskepenge, for den har masser af kræfter til en god pris.

2. Opel Astra 1,7 CDTI Enjoy

Uh, det gør ondt at henvise Astraen til ­andenpladsen, for det er helt vildt, så langt der er fra forgængeren til den nye model. Især i denne dieselvariant, hvor Opel virkelig har formået at få det bedste ud af den lidt brovtne og kantede motor. Kabinen er også ekstremt flot, men desværre mister Astraen point på lige nøjagtigt det punkt, hvor forgængeren faktisk var bedst, nemlig på den stramme køreglæde.

Fotos: Søren Juul