Biltest af Opel Antara 2,0 CDTI van aut.
Biltest af Opel Antara 2,0 CDTI van aut.© bilmagasinet.dk

Opel Antara 2,0 CDTI van aut.

Opel fra orienten

19. juli 2007 af Bilmagasinet

Af: Morten B. Bek & Søren Juul

Et knæk mere hér, lidt mere plast dér = en Opel fra Korea

Den får det svært, rigtigt svært, den mellemstore suv fra Opel. Ikke kun fordi det er blevet hulens meget sværere at sælge en suv på gule plader, efter politikerne fik lukket ‘hullet’ med de frygtindgydende CO2-monstre, men også fordi Antara ikke lever op til Opel-navnet, som gennem mange år (vi glemmer liiige 1990’erne et øjeblik) har borget for moderne og velkørende biler i pæn, tysk kvalitet.

Antara er resultatet af en GM-reagensglasmetode, der har ført til en række næsten ens suv-modeller under forskellige navne. Koreanske Chevrolet og australske Holden har Captiva, amerikanske Saturn har Vue, GM Daewoo en Winstorm.. og der er flere, men den sidst tilkomne er den tyske udgave Antara, der ligesom de andre bliver til i Korea.

Mens der for så vidt er gjort meget ud af at give firehjulstrækkeren et Opel-udtryk både ude og inde, så bilen ligefrem fremstår elegant, så lever den oplevede funktionalitet og kvalitet ikke op til det, man oplever i en Corsa. Kørestillingen i sæderne med for kort hynde bliver aldrig optimal. Omvendt skal man glæde sig over verdensarven, som gør, at man undværer de elektroniske stilke til blink og vinduesviskere, som irriterer i alle andre Opel’er.

Dieselmotoren er kendt fra Chevrolet Captiva, og selv om den har været kraftigt forsinket i produktionen på grund af en udtalt turbotøven og en ubrugelig gearing, er den selv med testbilens automatgear med fem trin ikke fri for betænkningstid ved kickdown. Vente, vente.. og så sker der noget! På den positive side er den samlede pakke nogenlunde lydløs, og når de første sekunder er overvundet, har den udmærket kraft-overskud.

Køreegenskaberne er sikre og mere præcise end i Chevrolet Captiva, men underholdning må du lede efter et andet sted.

Ved omlægningen steg denne model med lige over 46.000 kr. Den får det svært, den Antara.

OPEL ANTARA 2,0 CDTI VAN AUT. COSMO
Motor R4, 1.991 cm, 16V, turbodiesel
Ydelse 150 hk ved 4.000 o/min
320 Nm ved 2.000 o/m
0-100 km/t 12,1 sek.
Topfart 178 km/t
Forbrug EU-miks 11,6 km/l
Årlig vægtafgift (privat: + 5.040 kr.) 3.760 kr.
Vægt/last/påhæng 1.845/660/1.700 kg
Mål (L/B/H) 458/185/175 cm
Bagagerum 1.500 liter
Dæk 235/55R18
Værditab 3 år/60.000 km ca.130.000 kr.(39 pct.)
Reservedelsindeks 261
Pris inkl. moms 338.555 kr.
Pris u/afgifter ca. 191.000 kr.

VI SYNES…For lidt Opel til, at den kan kaldes en rigtig god bil. Det samlede indtryk trækkes ned af bl.a. et sløvt automatgear og korte sæder.

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...