Den blå bisse: Opel Corsa OPC

Opel viste Corsa OPC og den nye lille mikrobil Karl i Genève

14. marts 2015 af Steen Bachmann

Opel Karl lanceres sidst på foråret i det meste af Europa, og kommer til Danmark i juni som et af de første lande. Med Karl får Opel for første gang i nyere tid en mikrobil i butikkerne - bilklassen har de seneste år stået for en tredjedel af bilsalget i Danmark. Opel sigter mod en forventet startpris på under 100.000 kr.

Læs også: Test af Opel Corsa

 

Karl bliver baseret på en nyudviklet GM-platform og får en 3-cyl. motor på 1,0 liter. Det er samme motortype, der allerede findes til Adam og den nye Corsa - i Karl er den uden turbo og yder 75 hk.

Karl er med 368 cm næsten lige så lang som Adam, og den er 34 centimeter kortere end den nye Corsa. Designet er tro mod den nye Opel designlinje, som kendes fra Adam og den nye Corsa med et lodretstående luftindtag og et markant Opel logo i midten af grillen. Langs siden på dørene har Karl Opels signaturlinje formet som en segl og to markante profiler omkring hvert dørgreb.

 

Sikkerhedsudstyret omfatter bakkeholder, der forhindrer bilen i at rulle tilbage ved start op ad bakker. Det bliver muligt at tilkøbe vognbaneassistent, hvor føreren advares ved utilsigtet skift af vognbane, lygter, der oplyser vejbanen til højre eller venstre for bilen, når blinklyset aktiveres, og fartpilot med fartbegrænser. Opvarmet rat, soltag og en skærm, hvor det er muligt at vise for eksempel navigation fra ens Apple eller Android smartphone, bliver også en mulighed.

Opel Corsa OPC

Opel viste også Corsa OPC for første gang. Den stiller med 207 hk og 0-100 km/t på 6,8 sekunder. Som det er traditionen for alle Opels OPC versioner er Corsa OPC udviklet og gennemtestet på Nürburgring, der er kendt for at stille nogle af de skrappeste krav til bilernes køredynamik og holdbarhed.

 

I motorrummet ligger en 1,6-liters turbobenzinmotor med 207 hk og 245 Nm ved 1.900-5.800 o/min (280 Nm ved overboost). Topfarten er 230 km/t og det officielle forbrugstal efter EU-normen er 13,3 km/l ved blandet kørsel.

Corsa OPC har seneste generation ESC system, der kan afbrydes helt ved at vælge ”competition mode” hvis bilen skal bruges til banekørsel. Kørehøjden er 10 mm lavere end standard på Corsa. Også styringen er tilpasset bilens sportslige egenskaber, og foran har Corsa OPC 308 mm store bremseskiver med bremsekalibre fra Brembo. En performance pakke med mekanisk spærredifferentiale fra Drexler,18” alufælge og high-performance bremser med 330 millimeter store bremseskiver foran er er muligt ekstraudstyr til Corsa OPC for 60.000 kr.

Prisen for en Corsa OPC på danske nummerplader bliver 309.990 kr.

Se test af Opel Corsa her

 

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...