Du kan få ekstremt meget køreglad bil for pengene, hvis du vælger at investere i en brugt Opel Insignia OPC. Da bilen var ny, havde den et prisskilt på 650.000 kr., hvilket var et stykke under de konkurrenter, man kunne sammenligne den med. Dengang skulle du give ca. 90.000 kr. mere for en VW Passat R36 og omkring 150.000 kr. mere end en BMW 335i Touring med 305 hk. I dag er Opel’en stadig den billigste, og prisen er faldet som en sten.
Fås til under 170.000 kr.
I dag kan du finde en brugt Insignia OPC til under 170.000 kr. Se selv hér! Det er stadig en del billigere end konkurrenterne, hvor en sammenlignelig BMW 335i Touring koster omkring 250.000 og en Audi S4 Avant med 333 hk ligger på omkring 300.000 kr. VW Passat R36 ligger i samme prisleje, men udbuddet er noget mindre, da den var meget sjælden som ny. Anskaffelsesprisen er dog en mindre del af regnestykket. Spørgsmålet er, om du har råd til at holde den kørende i længden?
Denne brugttest stammer fra Bil Magasinet. Vil du have flere af den slags artikler, så start dit abonnement i dag ved at trykke hér!

Interiør
Insignia OPC har rat med flad bund og Recaro-sæder som standard. Sæderne støtter ikke bare godt rundt i de hurtige kurver, men er også komfortable på de lange ture på tværs af landet.
V6’er med 325 hk
OPC-varianten af Insignia kan genkendes forfra på to store, lodrette luftindtag, mens den bagpå har to store udstødningsrør. Den er desuden sænket 10 mm for at gøre både udtryk og køreegenskaber mere sportslige. I kabinen har Insignia OPC blandt andet Recaro-sæder, sportsrat med flad bund og en anden grafik i instrumenterne.
Firehjulstræk er standard, hvilket skal tøjle de 325 hk fra den 2,8-liters V6 turbomotor. Effekt og moment topper ved samme omdrejningstal, hvilket betyder, at den skal have nogle omdrejninger for at præstere.
Slidte brembo-bremser
Selv ved høje hastigheder er køreoplevelsen rolig og nærmest urokkelig. Stabiliteten er hjulpet godt på vej af den relativt høje vægt på 2.015 kg, der desværre har en uheldig effekt på Brembo-bremserne. De har ry for at blive slidt ned på rekordtid, og de er dyre at udskifte. Et nyt sæt skiver for koster i sig selv over 10.000 kr. Prisen for skiver og klodser hele vejen rundt ligger på 15.794 kr., og det er endda uden montering. Det er derfor en rigtig god idé at få undersøgt, hvor slidt bremserne er ved at måle skivernes tykkelse.

Motor
Det er i motorrummet, du for alvor skal være sikker i din sag. Fuld servicebog er yderst vigtigt. Hvis den ikke er udfyldt, anbefaler vi at gå i en stor bue uden om den pågældende bil og finde en anden.
Flere bekymringer ved Insignia OPC
Flere ejere har oplevet, at motoren taber kølervæske. Det samme gælder vores testeksemplar, der måtte en tur forbi værkstedet fornylig for at få skiftet beholderen til kølervæsken samt slangerne til og fra. Beholderen havde fået en flænge, og slangerne var blevet utætte. Udskiftningen inklusive arbejdsløn koster omkring 1.600 kr. på et autoriseret værksted. Den lille udskrivning er dog langt fra den eneste bekymring ved køb af en brugt Insignia OPC.
Med højtydende motorer, er det altid enormt vigtigt med en udfyldt servicebog, og det gælder også her. Faktisk anbefaler vi at vende om på hælen, hvis den ikke er til stede eller der er huller i servicehistorikken.

Knatkæde-problemer i OPC
Servicebogen, der hører til testeksem-plaret, er udfyldt, og heri kan vi blandt andet læse, at knastkæden og knasthjulet er udskiftet allerede ved 89.000 km. Testeksemplaret er dog langt fra et særtilfælde. Det viser sig nærmere at være et generelt problem med modellen, hvor knastkæden enten bliver for lang eller decideret knækker, hvilket kan føre til motorhavari.
Slid på kæden kan ofte høres ved en raslen fra motorrummet i tomgang.
En reparation til omkring 50.000 kr.
Vi anbefaler som minimum, at du kører forbi et autoriseret værksted og får det tjekket, hvis ikke kæden allerede er skiftet. Priserne for en udskiftning varierer, men forvent en udskrivning på omkring 30.000-50.000 kr. på et autoriseret værksted, hvis uheldet er ude.
Ingen garanti
Ifølge Uggerhøj, der er autoriseret Opel-forhandler, er det ikke noget, der længere er dækket af garanti eller kulance. Forhandleren mener dog samtidig, at problemet er sjældent, selv om de har skiftet et par stykker på de få biler, der kører på de danske veje.
Slutteligt bør du og din eventuelle partner genberegne familiens brændstofbudget, hvis du planlægger at køre mange kilometer. Opel Insignia OPC er fantastisk at køre, men de 325 hk suger godt i tanken.
Denne brugttest stammer fra Bil Magasinet. Vil du have flere af den slags artikler, så start dit abonnement i dag ved at trykke hér!

Rust
Hverken testeksemplaret eller Insignia er generelt -plaget af rustproblemer ud over lidt overfladerust under -bunden af bilen. Opel yder 12 års garanti mod gennemtæring, der kommer indefra.
Opel Insignia Sports Tourer OPC 2010
Brugtpris fra: 170.000 kr.
Motor V6, 2.792 cm3, 24V, turbo
Ydelse 325 hk ved 5.250 o/min, 435 Nm ved 5.250 o/min
Topfart 250 km/t -100 km/t 6,3 sek. U-miks 8,5 km/l
Årlig afgift 9.300 kr.
Mål (L/B/H) 491/186/152 cm