Porsche's legendariske langdistanceracer, Porsche 908

Porsche 908 havde en del udfordringer til at starte med, men da Porsche løste problemerne, understregede de deres dominans i langdistanceløb ved at nuppe 1.,2., 3., 4, og 5. pladsen - på samme tid.

10. september 2018 af Anders Richter

Motorsport har altid været en del af Porsche’s DNA, og lav vægt og en god holdbarhed har været nogle af nøgleelementerne i deres succes. Et af de tidlige eksempler på netop det var Porsche 550 Spyder, som sagtens kunne bide skeer med de større og 12-cylindrede Ferrari’er. 

Porsche’n var dog kun udstyret med en 4-cylindret boxermotor på 1,5 liter, men vægten på 550 kg og ikke mindst den pålidelige teknik hjalp den med at indtage utallige podieplaceringer. Porsche 550 Spyder blev ekstra kendt, da den amerikanske skuespiller og stilikon, James Dean kørte sig selv ihjel i netop en 550 Spyder, som han havde døbt “little bastard”.

Lav vægt var vejen til succes

Porsche fortsatte med at lave racerbiler efter denne opskrift, men langsomt blev størrelsen på musklerne forøget. I 1968 hed en af mærkets racerbiler model 908, og det var noget af et bæst. Motoren var monteret i midten for den optimale vægtfordeling. Her var otte cylindre monteret i boxer-formation, og ovenpå sad et indsprøjtningsanlæg. Det gav en heftig effekt på 350 hk, som stod klar til kamp. Med en simpel rørgitterramme i aluminium samt et karrosseri i glasfiber kunne vægten holdes på beskedne 675 kg inkl. chauffør.

Porsche 908 debuterede på Le Mans

908 fik sin racerdebut på en testweekend på den legendariske Le Mans-bane, men det var ikke uden problemer. En nyudviklet 6-trins gearkasse viste sig at være sårbar, og motoren udviklede en hel del vibrationer, hvilket ikke ligefrem er værdsat i en racerbil. I det første egentlige løb, den deltog i, hvilket var på Monza i Italien, udviste Porsche-teamets kørere deres dybeste utilfredshed med den nye racerbil.  

Forbedret aerodynamik

Ingeniørerne fortsatte med at udvikle på bilens teknik og ikke mindst aerodynamikken. De tidlige eksemplarer havde et “K” (for ’kurz’) i modelbetegnelsen, hvilket betød, at det var den korte udgaver. Senere kom en mere aerodynamisk longtail, som også havde revideret motor med ny krumtap og tændingsrækkefølge, hvilket mindskede vibrationerne, mens den 6-trins gearkasse røg til fordel for en stærkere 5-trins. Det hjalp.

I 1969 præsenterede Porsche generation II kaldet 908/2, og så kom sejrene i hus. En af de mest legendariske var under 1.000 km løbet på Nürburgring, hvor Porsche 908 indtog første-, anden-, tredje-, fjerde- og femtepladsen. Det må siges at være en magtdemonstration. 

Stadig til salg

Netop denne Porsche 908 blev sat til salg tidligere i år, da auktionshuset RM Sotheby’s afholdt auktion i Monterey i Californien. Den var vurderet til en handelspris på 15-18 mio danske kroner, men bilen blev “kun” budt på i knap 13 millioner kroner - det var ikke nok for sælger, så bilen blev ikke solgt.

Du kan få mange flere gode historier i Bil Magasinet, som udkommer hver måned. Få de første 6 numre af Bil Magasinet direkte ind gennem brevsprækken. Prisen er kun 199 kr. Du sparer 220 kr. Læs mere om det gode tilbud lige her.

Måske er du interesseret i...

Vil du have de seneste bilnyheder?

Du får det eksklusive særtillæg, 9 Spændende Bilsamlinger, til download, så snart du har tilmeldt dig nyhedsbrevet.