Gennem de seneste tre år har Nissan i Danmark måtte se antallet af nye solgte biler dale. Flere bilmærker har i perioden oplevet udfordringer i forbindelse med at levere nye biler på grund af en verdensomspændende komponentkrise. I samme periode er Nissan’s markedsandel på det danske personbilsmarked skrumpet med et procentpoint fra 3,2 pct. i 2020 til 2,2 pct. i 2022.
Skiller man statistikken ad, tegner der sig et billede af, at den til mange tider så populære Qashqai taber momentum i salgslokalerne. I 2020 solgte den danske Nissan-importør 4.802 styk, mens det blev til 2.181 Qashqai’er i 2022. Til sammenligning blev der skrevet slutseddel på 3.761 Ford Kuga’er i 2022 – den bedst sælgende model i Qashqai’s klasse, der blandt andet har den fordel over Nissan Qashqai, at den findes som plugin-hybrid.

Nissan Qashqai findes ikke som plugin-hybrid – en populær biltype i Danmark. Her ses Qashqai med en mild-hybridbenzinmotor, der yder 158 hk.
© Søren JuulStort prisfald på Qashqai
2023-salget af Qashqai får fra i dag, den 1. februar, starthjælp fra øverste hylde – en regulær og anseelig prisnedsættelse. Den nye frapris på billigste Qashqai, der som standard har adaptiv fartpilot, LED-lygter og parkeringssensorer, er nu 279.900 kr. for en variant med benzinmotor, 140 hk, manuelt gear, forhjulstræk og laveste udstyrsniveau, Visia. Den nye pris er dumpet fra 301.018 kr. – en besparelse på lige over 21.100 kr.To andre varianter og versioner får trimmet priserne i rundt regnet samme størrelsesorden. Vil du ikke køre Qashqai uden den automatisk skiftende gearkasse Xtronic, er indstigningsprisen fra 1. februar og frem 334.900 kr. for en crossover med mild-hybridmotor, 158 hk samt udstyrsniveauet Acenta, der blandt andet klæder den højbenede japaner i 17” fælge, 8” touchskærm, varme i forsæder, rat og forrude samt opkobling via Apple CarPlay og Android Auto. På netop denne variant er besparelsen 22.598 kr.

I øverste udstyrsniveau Tekna+, som på billedet, er Nissan Qashqai en sand udstyrsbombe. Tekna+-udstyrsniveauet er ikke omfattet af prisfaldet.
© Søren JuulÆndringer for privatleasing
Privatleasingsmulighederne får også en justering. Vil du de næste 36 måneder køre Qashqai med Xtronic-gear, 158 mild-hybrid-hk, Acenta-udstyrsniveau, slipper du med en førstegangsbetaling på 4.995 kr. – tidligere var dette beløb 19.995 kr. Den månedlige ydelse i dette tilbud er 4.295 kr. Vil du lease den billigste, og slappeste, Qashqai, er der ingen ændringer i leasingtilbudet, der løber over 12 måneder, har 0 kr. i førstegangsbetaling og en månedlig ydelse på 3.795 kr. med en øvre kørselsgrænse på 15.000 km.Forventer stor stigning i salg og leasing
Efter prisfaldet på Qashqai er det den danske importørs forventning, at modellen vil stå for 45 pct. af mærkets samlede danske personbilsalg i 2023. Landechef for Nissan Danmark, Kim Helsted, udtaler: ”Med en ny startpris for Nissan Qashqai på kr. 279.900 og en besparelse på op til 22.598 kr. på tre udvalgte varianter forventer vi en mulig stigning af Qashqai-salget til private på 50 pct. (sidste år blev der solgt 730 Nissan Qashai til private kunder). Og med fortsættelsen af 12 måneders privatleasing uden udbetaling og nedsættelsen på udbetalingen til kr. 4.995 på de fire populære varianter på 36 måneders leasing, forventer vi en yderligere stigning på vores Qashqai-privatleasing på 20 pct. Vi oplevede allerede en stigning på vores Qashqai-privatleasing med næsten 80 pct. fra 2021 til 2022.”
Skulle du have forelsket dig i en Nissan Qashqai med det opdaterede prisark, der for mange vil lande på et tørt sted i en inflationspræget hverdag, melder den danske importør, at leveringssituationen tegner et billede af en periode på tre til fire måneders leveringstid.
Fra første februar sænker Nissan priserne på udvalgte Qashqai-varianter og -versioner.
© Søren Juul