Nissan leverer 17 Navara'er til Beredskabsstyrelsen

Bestiller 17 specialbyggede pickupper med udrykningsudstyr

6. februar 2019 af Steen Bachmann


Fra starten på 2019 indgår indkøb af køretøjer til Beredskabsstyrensen under Forsvarsministeriets Materiel- og indkøbsstyrelse (FMI). Og den første leverance består af i alt 17 Nissan Navara pick-up.

Det er Nissan forhandler Autonorden på Amager, der står for leveringen af bilerne, der er blevet malet i Beredskabsstyrelsens orange farve og monteret med specialudstyr.

Navara-hardtop kan afmonteres

Der er monteret hardtop med arbejdslys, ladindsats, specialtræk til forskellige typer anhængere, spil i front, sirene med lysbro med blå blink samt blink i front, på hjørner og bagpå, så de kan ses fra alle sider og vinkler. Herudover er der radio- og samtaleanlæg samt navigation. Hardtoppen kan let afmonteres, så Navara kan lastes med forskelligt materiel på ladet – f.eks. vandtanke eller lignende.

Bilerne er godkendt som udrykningskøretøjer, og de skal først og fremmest indgå i Beredskabsstyrelsens beredskab ved klimarelaterede hændelser såsom oversvømmelser og stormskader samt som del af det kemiske beredskab. De kan også indgå ved dansk bistand ved udenlandske katastrofer.

"Vi har tidligere leveret et meget stort antal Nissan Navara til Forsvarsministeriets Materiel- og indkøbsstyrelse. Noget vi har oplevet som et stort kvalitetsstempel. At Beredskabsstyrelsen nu også har valgt Nissan Navara med de strenge krav og udfordninger, der medfølger, gør kun anerkendelsen endnu større. Det er den bedste anbefaling, man kan ønske sig,” siger Ralph Gonsalves, landechef hos Nissan i Danmark.

* I 2014 og 2015 leverede Nissan Danmark henholdsvis 120 og 128 Nissan Navara til Forsvarsministeriets Materiel- og indkøbsstyrelse.

FAKTA

Nissan Navara til Beredskabsstyrelsen har en 2,3-liters 190 hk dieselmotor, 7-trins automatgear samt firehjulstræk med elektronisk skift fra to- til firehjulstræk. 

Her er lavgear og spær på bagakslen tilg hård terrænkørsel, og bilen må trække trailere med pumper og andet material på op til 3.500 kg.

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...