Med succesfuld rygvind fra Nissan 240Z-modellen var der ingen vej udenom, at efterfølgeren 300ZX ville få en fremtrædende rolle i fejringen af det japanske bilmærkes 50-års jubilæum i 1984.
Navnet på “gaven” blev Nissan 300ZX Turbo 50th Anniversary Edition, og traditionen tro var der tale om mærkets mest potente model, der i jubilæumsanledningen fik endnu mere tillokkende isenkram med i rygsækken.
Den særlige Anniversary Edition blev produceret i lige over 5.000 eksemplarer til det nordamerikanske og canadiske marked – begge markeder hvor Nissan’s Z-sportsvogne havde været populære siden introduktionen af 240Z tilbage i oktober 1969.
Denne artikel stammer fra Bil Magasinet. Gå ikke glip af dit månedlige bilfix! Husk at starte dit abonnement i dag ved at klikke hér!

At være hi-tech i sin samtid koster ofte på evnerne til at være tidløs. I 1984 var dette display fedt.
Den mekaniske pakke med 6-cylindret, 3-liters V-motor med turbo kunne der ikke pilles ved, men kunderne fik valget mellem automatgearkasse eller 5-trins manuelt gear.
Avanceret 1980'er-teknik i Nissan 300 ZX
Det altoverskyggende var den avancerede teknik, der blev proppet ned i den 3-dørs baghjulstrækker, der også fik unikke designdetaljer, så den kunne kendes fra de øvrige 300ZX’ere.
Instrumentbordet var digitalt anno 1984, ligesom betjening af radio og fartpilot sad på det hæsligt udformede rat.

Fælgene målte 16” og var udført i aluminum og unikke for 300ZX Turbo 50th Anniversary Edition.
Under kørslen meldte 300ZX Turbo 50th Anniversary Edition sig ind i 1980’ernes gadget-afdeling med visning af gennemsnitligt brændstofforbrug, et kompas samt de g-kræfter, som kørslen udsatte bil og fører for.
Sæderne kandiderer til et afsnit af TV-serien Knight Rider med den intelligente bil KITT i én af hovedrollerne, da Nissan’en havde indbyggede højttalere i stolene beklædt med læder – systemet hed “Body Sonic”.
Med i “fødselsdagspakken” fulgte elektronisk justerbare adaptive støddæmpere samt en masse logoer, stafferinger og andre visuelle greb, der skulle fortælle omverdenen, hvor helt igennem særlig 300ZX Turbo Anniversary Edition var. Fire år senere, i 1988, lancerede Nissan yderligere en specialvariant af 300ZX kaldet Shiro Special.

V-motoren med seks cylindre, et slagvolumen på tre liter og turboteknik producerer 203 hk og 308 Nm.
Nissan 300ZX Turbo 50th Anniversary Edition
- Nypris 1984: 441.973 kr. (300ZX Turbo)
- Pris i dag: Fra 185.000 kr.
- Motor:
- V6, 2.960 cm3, 12V, turbo
- Ydelse (SAE):
- 203 hk ved 5.200 o/min
- 308 Nm ved 3.600 o/min
- Præstationer:
- Topfart: 230 km/t
- 0-100 km/t: 7,0 sek.
- Forbrug: ca. 10 km/l
- Mål og vægt
- Længde/Bredde/Højde: 434/173/126 cm
- Vægt/last/påhæng: 1.400/400/0 kg
- Bagagerum: 416 liter
- Dæk: 205/55R16-225/50R16