
2020-udgaven af Nissan GT-R 50th Anniversary Edition fik debut på New York International Auto Show fornylig.
For at fejre det halve århundrede med GT-R gav ingeniørerne sig selv den udfordring at finde uopdaget kraftpotentiale og samtidig stadig sikre, at bilen kan køres af førere på alle niveauer.
"En GT-R handler om total styring af balancen", sagde Hiroshi Tamura, der er chief product specialist for GT-R-modellen. "Det handler ikke om at jagte nye præstationstal, men om at skabe en ny GT-R, hvor der er taget hensyn til alle aspekter. Det er passende til fejringen af GT-R’s 50-års jubilæum."
Fejringen af et 50-års jubilæum
2020-udgaven af Nissan GT-R vil kunne fås som GT-R Premium, GT-R Track Edition og GT-R NISMO. I udvalgte regioner vil man også kunne vælge Pure, Prestige og Black, men det er 50th Anniversary Edition, som virkelig fejrer GT-R’s fantastiske arv.
Specialmodellen fås i tre historiske, tofarvede udvendige farvekombinationer, som skal repræsentere GT-R's tilblivelse i den japanske GP-serie – som den oprindelige GT-R blev skabt til at være dominerende i.


Bil Magasinet's Søren Juul har haft lejlighed til at køre den seneste udgave af GT-R ved et Nissan-arrangement i Stockholm. Her er hans indtryk:
Hvor?
Vi er taget til det nærmeste land, hvor man kan købe en ny Nissan GT-R hos en autoriseret forhandler: Sverige.
I Stockholms Arlanda-lufthavn har vi fået nøglerne til den nye 2017-model, der har fået et lille facelift. Det er ikke første gang at GT-R får en gang botox, men den ligner og er grundlæggende den samme bil, som blev lanceret helt tilbage i 2007.

Hvad er nyt?
Et facelift af så gammel en model virker som livsforlængende behandling af en døende olding, men Nissan mener der er masser af gode dage tilbage i den legendariske superbil. Derfor har de givet den en let kosmetisk make-over med nye forlygter, en ny forkofanger med et større luftindtag i bunden og en kromliste i toppen, der smyger sig om GT-R emblemet i snuden. Dertil en aerodynamisk optimering af hele karrosseriet. Bagpå er der en ny bagkofanger, som stadig rammer fire udstødningsrør i titanium ind.
I kabinen har Nissan luget ud i antallet af knapper på midterkonsollen, installeret en ny skærm og et nyt rat, der tilsammen, rent visuelt, piller et par år af den fremskredne alder.
Den 3,8 liters V6 biturbo-motor er blevet opgraderet med nye turboladere og elektronik fra den gamle Nismo-model. Det hæver effekten 20 hk til 570 hk. Samtidig har Nissan forsøgt at få GT-R til at holde lidt mere af hverdagen med en lidt blødere undervogn og forbedret støjisolering. Den transaksel-monterede dobbeltkoblinggearkasse nøjes stadig med seks trin, hvor konkurrenterne kører med syv.

Hvordan kører den?
Vi har tidligere beskrevet GT-R som en skræmmende hurtig, men klinisk køremaskine. Det ændrer faceliftet ikke på.
Men de små undervognsjusteringer har bragt lidt mere liv i styretøjet og støjisolering gør, at man ikke behøver at råbe så højt til hinanden på motorvejen.
Helvede bryder løs som aldrig før når de to nye turboladere puster superkræfter i V6-motoren. Nul til 100 km/t tager 2,8 sek. og topfarten er 315 km/t. Det er rimelig godt gået af en bil, der ifølge dåbsattesten burde være gået på pension.

Hvem er konkurrenterne?
GT-R virker gammeldags på mange områder, men den har altså kræfter nok til at måle sig med en Porsche 911 Turbo S, en Audi R8 V10 eller en Mercedes-AMG GT S. Dens største trumfkort er dog den lave frapris på 742.932 kr. uden afgift i Sverige, der får den til at virke som et regulært slagtilbud.
Hvornår lanceres den?
Nu! Men du skal til Sverige for at købe en. Der er allokeret 14 stk. af den nye GT-R til det skandinaviske marked, minus Danmark, hvoraf 12 allerede er solgt. Men du kan også købe den i Tyskland...

Vi synes…
Den ultimative riskoger ignorerer sin fremskredne alder og leverer superpræstationer til discountpris. Men GT-R er gammeldags på mange andre områder og har stadig svært ved at vække de store følelser bag rattet sammenlignet med for eksempel en Mercedes-AMG GT S.
