2017 Nissan X-trail 1,6 DCi N-Connecta

Denne X-Trail N-Connecta er til salg hos Terminalen i Høje Taastrup. Japaneren har kørt 93.000 kilometer og koster 239.900 kr.

Brugttest: Nissan X-Trail er en forvokset storsællert til hele familien

Hvad siger du til en stor, praktisk og familievenlig SUV med syv sæder? Vi tester Nissan X-Trail for at undersøge, om den er oplagt til den store familie

21. oktober 2020 af Andreas L Hedegaard

I disse år kan man ikke sige Nissan uden også at sige Qashqai. Den populære, høje model blev sidste år Danmarks mest solgte bil. Men nu er det ikke alle, der kan nøjes med mellemstore crossovers, for har man mere end to halvstore børn, bliver den populære og velsælgende Qashqai hurtigt for lille. 

Heldigvis har Nissan selv svaret – X-Trail. De to biler deler nemlig samme platform, flere motorer og kabinen. Men den vigtigste forskel er, at X-Trail er 27 centimeter længere, og det betyder, at der er plads til to ekstra sæder i bagagerummet, som relativt nemt klappes op eller foldes ned. Er de foldet ned, har du et stort, regulært bagagerum på 565 liter. Og foldet op, har du plads til fem børn.

2017 Nissan X-trail 1,6 DCi N-Connecta

Brugtbiltesten er udarbejdet i samarbejde med Biltorvet.dk.                  Forfra ligner X-trail og den mindre Qashqai hinanden vældigt meget. 

Testbilen er udlånt af Terminalen Roskildevej i Høje Taastrup. Det er en X-Trail N-Connecta med 1,6-liters diesel og 130 hk. N-Connecta er det næsthøjeste udstyrstrin, så testbilen har bl.a. et 360-graders kamera, der er lækkert i parkeringssituationer. Bilen er fra 2017, har kørt 93.000 kilometer og koster 239.900 kr. 

Den har også et stort elpanoramasoltag, som sammen med de syv sæder var ekstraudstyr til 14.000 kr. Og netop soltaget bør du lige tage et kig på. Der kan nemlig komme vand ind deroppe fra, fordi de to kanaler, som leder vand væk, kan stoppe til, lidt ligesom nedløbsrøret derhjemme. 

2017 Nissan X-trail 1,6 DCi N-Connecta

Mange X-Trail’s har soltag, fordi det kom i en pakke med syv sæder. Tjek for fugtskader, for kanalerne, der leder vand væk, kan stoppe til, og så kommer vandet ind i kabinen.

Tricket er at tage et stykke ledning og skubbe igennem røret, så du får hul igennem. Men hvis ikke det har været gjort, kan du risikere, at der gentagne gange er kommet vand ind i kabinen, og hvis det ender i måtterne i fodbrønden, kan det på sigt både give problemer med rust og lugt. For alle, som har duftet til gammelt, råddent vand, ved, at det er en forfærdelig lugt. 

Testbilen kører med den velkendte og udbredte 1,6-liters dieselmotor og en 6-trins manuel gearkasse. Det gør ikke X-Trail til nogen raket, og den store SUV bruger 10,5 sekunder for at runde 100 km/t. Med andre ord skal du ikke have for travlt med at komme til fodboldtræning med ungerne. 

2017 Nissan X-trail 1,6 DCi N-Connecta

Den 1,6-liters diesel er mest populær og ganske solid. Det samme er den tilsvarende 1,6-liters benzinmotor, som kører med knastkæde. Pas på CVT-gearet, som har det svært ved trailerkørsel.

Gearkassen virker også noget slasket og løs i testbilen, men motoren har et godt ry, og den er udviklet i samarbejde med Renault.

Der findes også en 2-liters diesel, som ligesom 1,6’eren kører med kædetræk, men der findes ikke mange af dem i Danmark. I stedet er det mere interessant at kigge på den 1,6-liters benzinmotor med 163 hk. Den er lidt kvikkere, men noget mere tørstig end dieselmotoren, og har også et godt ry uden generelle problemer. 

2017 Nissan X-trail 1,6 DCi N-Connecta

Testbilen har en del begyndende rust flere steder på undervognen. Gå efter en bil, der har været rustbeskyttet. Alternativt så få en undervognsbehandling forhandlet ind i prisen på bilen.

 Testbilen er en forhjulstrækker ligesom langt de fleste biler på det danske marked. Der findes også en firehjulstrukket variant, men X-Trail er mere familiebil end SUV, så hold du dig bare til forhjulstrækkeren.Hvis man skal tro flere ejere, så er der heller ikke nogen grund til at gå efter varianter med CVT-gear.

Nogle ejere har simpelthen fået udskiftet gearkassen i Qashqai, og mange har fået en softwareopdatering, som skulle afhjælpe problemet. Ifølge Nissan skal gearolien i CVT-gearkassen skiftes hver 100.000 kilometer, men flere anbefaler, det sker oftere. Uagtet virker det ikke til at være en speciel solid gearkasse, så gå efter det manuelle gear eller varianterne med dobbeltkoblingsgearkasse. 

2017 Nissan X-trail 1,6 DCi N-Connecta

Dækstørrelsen er fra 17” til 19”, så dækpriserne kan være lidt dyrere end normalt. Køreegenskaberne er fornuftige og sikre, til trods for at X-Trail er en høj og lang bil. 

Undervognen på testbilen afslører en del begyndende overfladerust, som endnu er relativt uskyldigt, men det vil være en god idé at kigge efter et eksemplar, som allerede er blevet undervognsbehandlet. Hvis du forelsker dig i et eksemplar, som ikke er blevet behandlet, så se om du ikke kan trykke forhandleren på maven, indtil han smider en undervognsbehandling med i prisen. 

Hvis du vil have en rummelig familiebil med til op til syv sæder, som samtidig ikke ligner en rullende børnehave, og som også er til at betale, så er der ikke mange andre muligheder end Nissan’s rummelige X-Trail. 

2017 Nissan X-trail 1,6 DCi N-Connecta

Designet er tæt på Qashqai, men akselafstanden er 7,6 centimeter længere, og det betyder, at der specielt på bagsædet er imponerende plads til habengut og personer.

Det er en moderne og godmodig crossover med solide køreegenskaber, og bortset fra nogle få fejl er den også et fornuftigt brugtkøb. 

Skal du have en fornuftig bil med plads til hele familien, som ikke ligner en rullende børnehave, så er Nissan X-Trail et oplagt valg.

2017 Nissan X-trail 1,6 DCi N-Connecta

  • Km-tal: 93.000  
  • Brugtpris: 239.990 kr.
  • Motor: R4, 1.598 cm3, 16v, turbodiesel,
  • Ydelse:
    • 130 hk ved 4.000 o/min, 
    • 320 Nm ved 1.750 o/min
  • Topfart: 188 km/t  
  • 0-100 km/t: 10,5 sek.
  • EU-miks (NEDC): 20,4 km/l  
  • Årlig afgift: 4.680 kr.
  • Mål (L/B/H): 464/182/170 cm

Lige nu læser andre

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...