Velproportioneret stationcar
Endelig er der kommet en elektrisk stationcar, som du vil have og ikke koster en bondegård. Nio ET5 Touring er svaret på bønnerne fra det nordeuropæiske marked, som historisk set har været dem, der har efterspurgt stationcars.
Med overgangen til elbiler har mange, også vestlige bilproducenter, haft travlt med blot at få elbiler i form af populære SUV-modeller på gaden. Det er forklaringen på, at der på nuværende tidspunkt findes et meget beskedent udvalg af elektriske stationcars på markedet.
I skrivende stund findes der MG5, Porsche Taycan Sport Turismo og nu Nio ET5 Touring. Om ikke så længe kommer der en stribe elektriske stationcars i form af Peugeot E-308, Opel Astra-e Sports Tourer og VW ID.7 stationcar.
Den nye Nio ET5 Touring er en helt klassisk 5-dørs stationcar, med fleksibelt bagagerum og mulighed for trækkrog, der kan klare op til 1.400 kg.

Kvalitet og køreoplevelse måler sig med Mercedes
En af de udfordringer, der har været med ET5 sedan, har været, at man sidder for højt bag rattet og sædet ikke kan justeres langt nok ned. Det har man forsøgt at imødegå med ET5 Touring, som kan justere sædet en anelse længere ned.
Det kræver næsten, at man hopper direkte fra sedanen til stationcaren før man oplever forskellen, men den er der. Det samme gælder loftshøjden på bagsædet. Den er, takket være, den mere vandrette tagline blevet forbedret.
Uanset hvilken Nio ET5 man kører, får man en bil med lavt støjniveau, høj affjedringskomfort og en materiale- og samlekvalitet i kabinen, som sagtens kan måle sig med en Mercedes EQE.

Nio ET5 Touring med 3-delt bagsæde
Nio ET5 Touring er således blot en stationcar-udgave af den eksisterende Nio ET5 sedan. Akselafstanden på 289 cm er uændret, og det er totallængden på 479 cm faktisk også.
Men bagtil er monteret en stor bagklap, der åbner ind til et bagagerummet, som er vokset betydeligt. I sedan-versionen er bagagerummet på 386 liter, i Touring er det vokset til 450 liter plus yderligere 42 liter under gulvet.
Lægger man sæderne ned, bliver det til 1.300 liter. Der er dog ikke rum i bilens front (frunk).
Bagsædet er delt og kan lægges ned i 40:20:40 uafhængige splitbagsæder. Gulvet kan justeres i to højder. I øverste højde er det i plan med kofangere, og da er lasthøjde kun 70 cm.

480 hk og 100 kWh
Fra bagsæder og frem er Touring-versionen identisk med den kendte Nio ET5 sedan. Det gælder således også teknikken, som nyder godt af en dobbelt-motor løsning, der reelt gør ET5 firehjulstrukket.
Frontmotoren er på 200 hk, mens hæk-motoren er på 280 hk, eller i alt 480 hk. Præstationerne er således også de samme. Den går fra 0-100 km/t på 4,3 sekunder, topfarten er 200 km/t, og forbruget er 189 Wh/km.
Nio ET5 fås med to batterier. Med 75 kWh er rækkevidden 456 km. Med 100 kWh er rækkevidden 590 km. Nio siger fortsat, at de kommer med et nyt batteri med solid state teknologi, der får 150 kWh.

Priser på ET5 Touring
Som sedan-modellen fås Touring naturligvis med Nio specielle batteri-løsning, der fysisk kan skifte højtvoltsbatteriet på en Nio Swap Station.
Endnu findes der kun én fungerende Swap Station i Danmark og den ligger i Slagelse, men ved lanceringen af ET5 Touring meddelt Nio, at man forventer at have yderligere én til to kørende inden udgangen af 2023.
Merprisen for Touring-modeller er 16.000 kr.
Det betyder at en Nio ET5 Touring starter ved 424.000 kr. plus et 75 kWh-batteri, som lejes for 1.299 kr. pr. md. Man kan også vælge at købe batteriet, som koster 93.000 kr. oveni bilens startpris, men så kan man ikke benyttet Nio's Swap Stations.
Med det store 100 kWh-batteri er prisen 469.000 kr. plus månedlige batterileje på 2.199 kr. Her kan man ligeledes vælge at købe batteriet, som i det tilfælde koster 168.000 kr.
