Slut med at vente på en lader
Har du kørt elbil på tværs af Danmark i myldretiden ved du, at selv de store, nye ladestationer udgør en venteprop. Det nye kinesiske bilmærke Nio har en løsning: Skift batteriet! Det tager bare fem minutter.
Den første bil, der kan dette, er klar i Danmark. ET7 hedder modellen, der ligner en mindre rummelig, men mere velkørende, Tesla Model S. Men i modsætning til Tesla Model S, kan ET7 skifte batteripakken på særlige skiftestationer.
Den første er under opførelse i Slagelse, og den ventes driftklar inden jul. Til den tid vil en ET7 kunne skifte batteriet på fem minutter, uanset om du kører i versionen med 75 kWh batteri eller 100 kWh batteri. De to størrelser sidder nemlig i det samme batterihus.
Er du mere til de biler, som man stadig kan fylde op fra pumpen, så har vi samlet de fem benzinbiler, vi glæder os mest til at prøve i 2023.

Det virker!
Vi har prøvet en identisk skiftestation i Oslo, og det tog vitterlig præcis fem minutter at skifte batteriet. Det foregår automatisk på ubemandede skiftestationer på størrelse med en dobbelt-garage. Bilen bakker selv ind. Nios plan er, at der skal etableres seks af den slags, placeret på det danske motorvejsnets knudepunkter inden for den nærmeste fremtid.
Inspiration fra Tesla
Det overordnede første indtryk er, at ET7 er en lækker luksusbil med stilrent enkelt design, der både i størrelsen, visuelt og i opbygningen peger mod Tesla Model S.
Det gælder ikke mindst set fra førersædet, hvor der gennem rattet er udsigt til et lille display med køreinformation, akkompagneret af en 12,8” stor centerskærm, der tager sig af al sekundær betjening.
Styresystemet er Nio's eget, men måden systemet er bygget op på, minder om det Tesla benytter. Blandt andet er kontakterne på rat-egerne universalkontakter, der kan programmeres til mange forskellige funktioner via centerskærmen.
Nomi siger hej
Kommer man fra en tysk eller japansk bil, kræver det tilvænning. En genvej kan være stemmestyringen, hos Nio kaldet Nomi, som endda har et fysisk udtryk i form af et spøjst lille ansigtsformet display på toppen af frontpanelet.
Luftaffjedring er standard, affjedringskomforten er fremragende, og klart bedre end Tesla Model S. Batteriet i testbilen er på 100 kWh og de to elmotorer – en på hver aksel – leverer i alt 653 hk, som sætter ET7 i stand til at klemme hovedet i nakkestøtterne med en acceleration fra 0-100 km/t på 3,8 sekunder.

Bemærk den lille "robot" på instrumentbordet - det er Nomi. Den kigger på dig, når du "taler" med bilen. Ellers lugter kabinelayoutet en del af Tesla.
© A. HansenEffektiv elbil
Rækkevidde er opgivet til 580 km (WLTP), og ET7 er vitterlig effektiv. Ved almindelig kørsel på dansk efterårsvej uden for motorveje var vores forbrug tæt på 16 kWh/100 km eller seks km/kWh. Det er særdeles flot, også fordi det er tæt på det officielle forbrug, som er opgivet til 16,2 kWh pr. 100 km.
Ved motorvejekørsel forøges forbruget naturligvis, men et testsnit på 24 kWh/100 km eller godt fire km/kWh på motorvejen fra Holstebro til Vejle med 130 km/t er stadig godkendt. Ladeeffekten er 130 kW. Hertil kommer altså muligheden for at skifte batterier.
Klassisk børnesygdom
Mens affjedringen er god, så er bilens fartpilot decideret træls. Den fungerer nervøst og under testen bremsede den jævnligt umotiveret. Chafføren bliver hele tiden advaret om farer, som kun Nio ser, og som hver gang følges af ding-, bing-, boing-lyde.
Det er træls grænsende til det ubrugelige, men det bliver der formentlig ændret på, måske også efter danske kunder har modtaget deres biler. Under vores test af Nio ET7 fik den hele to softwareopdateringer, begge ”over the air” - altså uden besøg på serviceværksted.
Den ene opdatering, der medbragte dansksprogede menuer, med accept fra chaufføren (undertegnede), den anden kom automatisk. Ingen af dem ændrede på funktionen af den automatiske fartpilot.
Dumt bagagerum
ET7-kabinen føles luftig og lækker. Som meget andet er fast panoramaglastag standard, hvilket også sikrer, at lofthøjde ved bagsædet er tilstrækkelig. Sædehynden er lavt placeret, men det kompenseres der for ved rigelig knæplads.
ET7 er en firedørsbil med et udvendigt bagagerum, som er lille (364 liter) og ubekvemt dybt. Der er ikke plads under bagerumsgulvet og heller ikke i bilens front, så ladekabler roder rundt i det dybe bagagerum. Der er er heller ikke et traditionelt handskerum foran passageren, men det flade gulv sikrer god plads og flere rum mellem forsæderne.

Nemt at vælge
ET7 har næsten alt i luksusudstyr. Ud over luftaffjedring gælder det varme og massage på fire siddepladser, komfortluk af døre, vellydende infotainmentsystem, som kan afspille Dolby Atmos. Til gengæld savner man gardin for glastaget, isofixbeslag på højre forsædet (er på begge bagsædepladser) og adaptive forlygter.
Det fås ikke. ET7 kommer kun i denne ene udstyrsvariant. Alt hvad man kan vælge imellem er otte farver og altså de to forskellige batteri-størrelser.
Hvad koster Nio ET7?
Da Nio præsenterede ET7 i Danmark i oktober, var det med meddelelsen om, at Nios biler slet ikke kunne købes i Danmark men kun leases, og det til en en startpris på 11.799,63 kr. kr. pr. md. En høj pris som dog inkluderer alt andet en strøm.
Midt i november skiftede Nio strategi, så man nu kan købe ET7 med eller uden batteri. Med batteri koster 75-kWh udgaven 776.900 kr., mens 100 kWh-udgaven koster 896.900 kr.
Køb en elbil uden batteri
Men køber man bilen med batteri, kan man ikke benytte sig af skiftestationerne, og man kan heller ikke uden videre skifte batteristørrelse på grund af registreringsafgiften. Hvis man vil skifte batteri, køber man derfor ET7 uden batteri for 683.900 kr., hvorefter man køber en el-løsning, der inkluderer el og et antal batteriskift for 1.299 kr. pr. md for 75 kWh batteriet og 2.199 kr. for 100 kWh batteriet.
I 2023 bliver der endog mulighed for at skifte op til et 150 kWh-batteri. Prisen på dette er endnu ukendt.
Nio ET7 kan bestilles og leveres nu, og modsat mange konkurrenter har Nio ikke leveringsproblemer, hvorfor Nio håber at levere op imod 800 biler allerede det første år.
Ud over ET7 sætter Nio sin lid til den Tesla Model 3-lignende helt nye ET5, som ventes i begyndelsen af 2023.