Toyota hurtigst før Le Mans

Satte hurtigste tider på den officielle testdag før 24-timers løbet, hvor Audi's tre biler også viste styrke

4. juni 2014 af Steen Bachmann

Toyota Racing’s strategi frem mod 24-timers løbet i Le Mans har succes. Søndag 1. juni satte de to Toyota TS040 Hybrid de hurtigste tider på den officielle testdag, da begge biler kørte uden problemer og tilbagelagde 88 omgange og 1.200 km.

Le Mans udgør tredje afdeling af FIA World Endurance Championship, som Toyota Racing fører efter sejre på Silverstone og Spa-Francorchamps.

Søndagens to test runs varede hver fire timer, og var første gang Toyota Racing kørte med seneste generation af TS040 Hybrid på banen. Teamet fokuserede på at udnytte de 480 ekstra hk, som kan udnyttes via et boost-system, der bringer den samlede effekt op på 1.000 hk. På trods af en højere ydelse end sidste sæsons TS030 Hybrid er forbruget angiveligt 25 procent lavere.

"Bilen føles stærk og i god balance. Vi gennemførte et omfattende testprogram, og det gik godt. Vi havde en god speed fra start, så vi tillod os at bruge tid på mindre detaljer. Det har været en produktiv dag, og jeg ser frem til at vende tilbage til Le Mans," siger Anthony Davidson, der kører #8 Toyota TS040 Hybrid med Sébastien Buemi og Nicolas Lapierre.

#8 kørte bedste tid om eftermiddagen i 3:23.014, hvilket var en tiendedel sekund hurtigere #7 Toyota.

Audi: Værdifuld test

Audi indsætter tre fabriksbiler i LM P1 i 2014-løbet kørt af Lucas di Grassi/Loïc Duval/Tom Kristensen (BR/F/DK) i #1, Marcel Fässler/André Lotterer/Benoît Tréluyer (CH/D/F) i #2 Filipe Albuquerque/Marco Bonanomi (P/I) i #3.

Under de otte timers fri test 1. juni kørte de tre Audi'er 284 omgange og sammenlagt 3.870 km. Der blev justeret på bilernes aerodynamik, undersøgt forskellige muligheder for at opnå bedre vejgreb og arbejdet med at give et indtryk af, hvordan de otte køreres personlige kørestil har indflydelse på bilernes brændstofforbrug. Marco Bonanomi satte hurtigste omgang med 3m 23.799s. 

Eftermiddagens testsession blev brugt til at langtidsteste en ny generation af dæk. Audi's ingeniører vil nu bruge tiden frem til den første træning onsdag 9. juni til at analysere resultaterne og finjustere de tre biler til det store løb.

 

Måske er du interesseret i...