Porsche: Stærk indsats og kedelig slutning

Det storstilede comeback til Le Mans begyndte godt og endte skidt. Porsche er tilbage i 24-timers løbet i 2015

18. juni 2014 af Steen Bachmann

Porsche leverede en stærk præstation i årets Le Mans og var synlige overalt. Det gik godt de første 22 timer, hvor et teknisk problem stoppede Porsche 919 Hybrid med startnummer 20 kørt af Timo Bernhard, Brendon Hartley og Mark Webber. Indtil da var 919 Hybrid helt med fremme i feltet og førte længe løbet.

Porsche 919 Hybrid med startnummer 14 og Romain Dumas, Neel Jani og Marc Lieb bag rattet var også med forrest i feltet, indtil et transmissionsproblem gjorde det nødvendigt med et længere besøg i pitgaragen. Bilen fuldførte dog løbet for egen kraft.

Efter en intens start på løbet med skiftende vejr, adskillige dramatiske afkørsler og en forholdsvis rolig nat tog Timo Bernhard føringen i Porsche 919 Hybrid med startnummer 20 søndag formiddag. Det var efter 20 af de 24 timer, og søndag klokken 12:36 overlod han bilen til Mark Webber. Efter 20 minutter måtte den australske kører dog sænke hastigheden og køre retur til pitten, hvilket skete ved hjælp af elmotoren, på grund af et problem med drivlinen. Desværre kunne teamet ikke reparere den beskadigede del af motoren.

En halv time senere udviklede søsterbilen med Mark Lieb bag rattet et problem med gearkassen. Den blev skubbet ind i garagen klokken 12:54, på et tidspunkt, hvor den lå på fjerdepladsen. Kort før det ternede flag vendte den tilbage på banen, men desværre for sent til at blive klassificeret.

Teamchef: Vi har lært meget

”Lige nu er der naturligvis stor skuffelse, men hvis nogen havde fortalt os før løbet, at det her blev resultatet, så ville vi have været ganske tilfredse. Vi har lært utrolig meget forud for næste år, og allerede i morgen begynder vi at forberede os til 2015. Både kørerne og teamet leverede en kæmpe indsats. Vi er stolte af at have bragt en bil til det ternede flag. At have kæmpet om andenpladsen indtil kort tid før slutningen, var blot prikken over i’et.”
Andreas Seidl, teamchef LMP1

”Vi er vendt tilbage til Le Mans med stil, og alle, der har været involveret, har leveret en utrolig indsats. Det var lige før vores hemmelige drøm om at slutte på podiet gik i opfyldelse, og vi førte løbet i lang tid. Jeg vil gerne takke alle der bidrog for deres hårde arbejde. Nu vil vi holde hovedet højt og arbejde på, hvordan vi kan vende tilbage i 2015 og gøre det endnu bedre."
Matthias Müller, Chairman of the Executive Board, Porsche AG

”Det var hårdt for alle. Det ville have været en utrolig bedrift at gennemføre løbet. At vi lå på så fornem en placering som vi gjorde, da vi udgik, det tror jeg ikke, der var nogen, som havde turde håbe på før løbet. Det Porsche udrettede er virkelig en fjer i hatten, for det kræver en utrolig indsats at komme så langt i Le Mans. Det er aldrig nogen god fornemmelse at skulle udgå, men vi kom så langt, og vi var så tæt på podiet.”
Mark Webber, fabrikskører

Måske er du interesseret i...