Fra venstre Laurent Vanthoor, Michael Christensen og Kevin Estre ved præsentationen på Le Mans. 

© Porsche Motorsport

Michael Christensen kan blive verdensmester i Le Mans

Den danske racerkører mangler kun to point, som skal hentes i Le Mans... men da det er Le Mans, er intet afgjort på forhånd, fortæller han

13. juni 2019 af Steen Bachmann


Den 28-årige danske fabrikskører for Porsche vandt sidste år GT Pro-klassen i Le Mans GT-klassen sammen med sin franske makker Kevin Estre. Og i år er der mere på spil end blot at forsøge at gentage sidste års sejr på Le Mans. 

Makkerparret kan også sikre sig det officielle verdensmesterskab for sportsvognskørere, da årets Le Mans er finalen i den såkaldte superseason, der indeholder intet mindre end to Le Mans løb og nu betyder, at VM hvert år afsluttes på Le Mans.

"Det har helt sikkert været noget anderledes. Normalt har vi altid kunnet slappe af i december og januar, men ikke  iår, da sæsonen stadig var igang. Så testarbejdet og stressniveauet forblev på et højt plan henover vinteren, og det er selvfølgelig udmattende i længden," siger Michael.

Kæmpe forspring i Porsche 911 RSR

I den 15 måneder lange sæson har Michael Christensen og Kevin Estre kørt deres Porsche 911 RSR til en podieplacering i 6 af de hidtil kørte 7 afdelinger. Det betyder at de fører VM stillingen med et forspring på 36 point foran Porsche holdkammeraterne Gianmaria Bruni og Richard Lietz, der til trods for hård kamp fra Ford, BMW, Aston Martin og Ferrari gennem hele sæsonen, er de eneste der kan true Christensen og Estre i kampen om VM. 

En sejr på Le Mans giver 38 point. 

På Le Mans får Christensen og Estre igen selskab af belgiske Laurent Vanthoor, der også var med på vinderbilen på Le Mans sidste år.

"Vi fører mesterskabet med 36 point ned til næste bil, som er vores søsterbil. Og det maksimale man kan få ved at vinde Le Mans, er 38 point. Så vi fører stort, men når det så er sagt, så er 24 timer lang tid at køre race i, og alt kan stadig ske. Men vi er fuld forberedte, og i sidste ende er det vores søsterbil, som er under pres," siger Michael.

Porsche har allerede vundet konstruktørernes mesterskab i WEC, så derfor stiller Michaels 911 RSR op i Le Mans med guldfoliering i stedet for forklædningen som den lyserøde gris 'The Pink Pig', som de brugte i 2018.

© Porsche Motorsport

"Le Mans er det største løb, fordi der følger vanvittig meget historie med. Det er rigtig svært at vinde, eftersom konkurrencen er høj og tæt, og så er det altså et udmattende event!  Som dansker er det ekstra specielt, fordi Tom K har gjort det til en hjemmebane for os. Der er by far flest danskere her, end til nogle som helst andre internationale racerløb. Så det er fedt!"

Porsche kommer for at vinde

Hvad er jeres strategi - vil I køre defensivt?

"Le Mans er et one of a kind event. Det er et løb, som skal tages meget seriøst og med et struktureret mindset. Vi kommer med fuld fokus på at vinde løbet. Vi ved, at vi har alle værktøjer til at gøre det godt. Vi skal bare udnytte vores potentiale maksimalt. Og så længe at vi gør vores bedste, og altid holder hovedet koldt, bliver vi rigtig svære at arbejde med for vores konkurrenters vedkommende."

GT Pro-klassen i Le Mans 2019

Ved årets Le Mans er der ialt 62 biler til start, heraf 17 biler i den tætte GTE Pro klasse. 

6 bilfabrikker er repræsenteret i klassen med fire Porsche 911 RSR, fire Ford GT, to Corvette C7.R, tre Ferrari 488 GTE EVO, to Aston Martin Vantage AMR og to BMW M8 GTE.

Udover Michael Christensen er der tre andre danskere til start i GTE Pro. Jan Magnussen stiller til start for Corvette Racing og Nicki Thiim og Marco Sørensen er holdkammerater hos Aston Martin.

Lige nu læser andre

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...