Le Mans: Porsche kørte hurtigst på Testdagen

64 biler var på banen søndag på den officielle Testdag før 24-timers løbet i Le Mans

2. juni 2015 af Steen Bachmann
 
Kazuki Nakajima i #1 Toyota er regerende pole position-indehaver til 24-timers løbet i Le Mans. Han var første mand med en hurtig tid på den officielle Testdag, hvor han kørte 3m 40sek. på den første omgang med flyvende start og fri bane forude. 
 
Det var lunt og tørt om formiddagen i Le Mans, og på den tørre bane kørte Audi R18 e-tron quattro og Porsche 919 Hybrid sig hurtigt op. Kl. 9.15 kørte André Lotterer, vinderen af 2014-løbet, et par hurtige tider på 3m 22-sek. efterfulgt af en omgang næsten et sekund hurtigere af Neel Jani i #18 Porsche 919 Hybrid og 3m 21.946 sek. 
 
En uventet regnbyge satte en stopper for de hurtige tider, og første træningssession blev afbrudt to gange. Først da #22 Nissan GTR-LM Nismo gik i stå under Dunlop-broen og senere på grund af en punktering i en privatejet LMP1 mellem Mulsanne og Arnage.
 
 
Efter middag kom Nissan på den 13.629 meter lange bane med alle tre biler. #21 kørte 3m43.383sek., hvilket afslører et meget stort hul op til Audi, Toyota og Porsche. Nissan satte dog dagens højeste topfart med 336 km/t.

Kl. 14 var banen tør, da Brendon Hartley, Mark Webber og Timo Bernhard kørte dagens hurtigste tid i #17 Porsche Hybrid med 3m21.061sek. Tiden var bedre end Toyotas pole position i 2014 (3m21.789sek.)
 
Hurtigst i LM P2-klassen var #34 OAK Racing med 3m41.919sek.

Tæt kamp i GT-klasserne

Tiderne i LM GTE Pro lå som ventet uhyggeligt tæt på hinanden med kun 1/10 sekund mellem #97 Aston Martin Racing og #64 Chevrolet Corvette C7.R. Ferrari 458 og Porsche 911 lå side om side lige bag de to førende. Jan Magnussen i #63 Corvette var 4/10 hurtigere end fabrikskører Michael Christensen i #91 Porsche 911 RSR. Danskerbilen med Nygaard, Thiim og Sørensen kørte 4:00.316 som hurtigste omgang.
 
I LM GTE Am var #98 Aston Martin Racing bedst med 3m59.338sek lige foran fire Ferrarier. Den enlige SRT Viper med #53 kørte bedre end ventet og på niveau med den privatejede #50 Larbre Competition Corvette C7.R.
 
 
Danske Formula Racing er nummer ét på reservelisten og forventes at stille til start i Le Mans. På Testdagen fik to ud af tre kørere debut på Le Mans, og bilens bedste tid var 4:05.947.

Tilskuerantallet til Testdagen var 23.000.

Måske er du interesseret i...