Le Mans: Her er LMP1-bilerne

Få overblikket over fabriksbilerne fra Toyota, Audi, Porsche og Nissan i 24-timers løbet i Le Mans

31. maj 2015 af Steen Bachmann

 

I 2014 blev reglerne for forbrug af brændstof i den store LMP1-klasse ændret. Målet var, at ingen bil skal have fordel af at bruge mere brændstof end andre, og resultatet har været et fald i forbruget på 25-30 pct. uden at omgangstiderne er steget. På både Silverstone og Spa-Francorchamps er der sat rekorder tidligere på året, og arrangøren ACO har en forventning om, at der vil blive slået adskillige rekorder til 24-timers løbet i Le Mans 13.-14. juni.

Brændstofmåleren i hver bil (fuel flow meter) er designet til at begrænse det totale forbrug over hele løbet frem for at begrænse forbruget på hver omgang. Siden det første Le Mans blev kørt i 1923 har bilindustrien brugt langdistanceracing som et rullende laboratorium for nye teknologier, og det gælder i dag mere end nogensinde. De seneste regulativer har tvunget motorudviklerne til at se på en drivlines effektivitet frem for blot en høj ydelse, og det kommer almindelige biler til gode på lang sigt.

Hybridbilerne giver fantastisk race

De forskellige måder at bygge en hybridbil på har ført til fantastiske dyster på racerbanen. På Silverstone og Spa-Francorchamps kørte Porsche 919 tidligere på året fra feltet på langsiderne, mens Audi R18 var hurtigst i sving. Det resulterede i spektakulære og meget jævnbyrdige løb.

Da ACO præsenterede de nye regler i 2013, var der bekymring over benzinbilernes evne til at følge med dieselbilerne. Det har vist sig, at Toyota og Porsches benzinbiler matcher Audis dieselbiler.

“Vi er ikke interesserede i at give et brændstof en fordel frem for et andet, for benzin og diesel bruges jo begge på gaden i almindelige biler," siger Bernard Niclot fra FIA.

“Vi var derfor nødt til at udvikle et regelsæt, der ikke tager udgangspunkt i performance, men i effektivitet. Efter 2014 Le Mans 24 Hours analyserede vi hver motors specifikke brændstofforbrug for at se, om det svarede til producentens oplysninger. Vi har foretaget meget små justeringer på ned til tre decimaler i effektivitets-faktoren mellem benzin og diesel, og vi vil gøre det samme efter 2015-løbet for at sikre, at den ene teknologi ikke løber fra den anden,” siger FIA Technical Director Bernard Niclot.

Hvad med hybridteknologierne?

“Der manglede en hel sektion, da vi havde skrevet reglerne for jævnbyrdighed mellem diesel- og benzinbiler, nemlig hybridbilernes performance," fortæller ACO Sport Director Vincent Beaumesnil.

“Vores mål med de nye regler var også at sænke omgangstiderne, for bilerne kørte efterhånden for hurtigt. Vi gik efter en omgangstid i Le Mans på 3;35:00 og en topfart på 310 km/t på Mulsanne-langsiden. Til 2014-løbet blev pole position kørt på 3:21,00 med en topfart på over 340 km/t, og de tre hurtigste bilmærker var jævnbyrdige på trods af tre forskellige hybridteknologier. Det beviser, at vi havde ret i at tage udgangspunkt i effektivitet."

De fire udfordrere til sejren i 2015-udgaven af 24-timers løbet i Le Mans

AUDI R18 E-TRON QUATTRO

  • V6 TDI 4,0 liter, turbodiesel
  • Systemydelse 830 hk
  • Topfart 340 km/t
  • Hybridsystem: Svinghjuls-akkumulator
  • Brændstoftank 54,2 liter
  • Minimumsvægt 870 kg

TOYOTA TS040 HYBRID

  • V8, 3,7 liter
  • Systemydelse over 1.000 hk
  • Topfart over 340 km/t
  • Hybridsystem: Superkondensator
  • Brændstoftank 68,3 liter (benzin)
  • Minimumsvægt 870 kg

NISSAN GT-R LM NISMO

  • V6 3,0 liter biturbo, benzin, frontmotor, forhjulstræk
  • Ydelse ikke oplyst
  • Topfart ikke oplyst
  • Hybridsystem: Mekanisk svinghjul
  • Brændstoftank 68,3 liter (benzin)
  • Minimumsvægt 870 kg

PORSCHE 919 HYBRID

  • V4, 2,0 liter, turbo
  • Systemydelse: Over 900 hk
  • Topfart 330 km/t
  • Hybridsysten; Lithium ion-batteri
  • Brændstoftank 68,3 liter (benzin)
  • Minimumsvægt 870 kg

24-timers løbet i Le Mans køres 13.-14. juni 2015. Vi følger sagen.

Måske er du interesseret i...