

Der er langt mellem de store bilfilm, men filmen Le Mans '66 ligner en, som du skal sætte kryds i kalenderen for at se. Den får premiere 13. november 2019.
Filmen er en filmatisering - og formentlig dramatisering - af begivenhederne, der førte til Ford's succes med at skubbe Ferrari af Le Mans-tronen i midten af 60'erne. Manden bag den succes var den amerikanske racerkører og racerbilsproducent Carroll Shelby, og han er filmens omdrejningspunkt, spillet af Matt Damon.
Filmens anden hovedrolle har Christian Bale, der spiller racerkøreren Ken Miles, som tilskrives en stor del af æren for Carroll Shelby's succes med Ford GT40.
Instruktør kendt fra Johnny Cash-film
Ken Miles omkom under en test af bilen i august 1966, efter at Carroll Shelby's team havde vundet Le Mans med Ford GT40 i juni samme år.
Filmen er instrueret af James Mangold, der også stod bag den prisbelønnede film om country-sangeren Johnny Cash, "Walk the line", og flere andre succesfilm. Det sandsynliggør, at denne bilfilm er en, du skal skrive på listen.
Le Mans ´66 ("Ford vs Ferrari" i USA) er filmet i og omkring Le Mans. Automobile Club de l’Ouest (ACO) har bistået med rekvisitter, biler og arkivmateriale for at gøre filmen så autentisk som muligt.
Til årets 24-timers løb viste instruktøren 10 minutter fra filmen ved et eksklusivt arrangement i en biograf i Le Mans, og traileren bliver vist på storskærme i det enorme baneområde.
Se traileren her: