David Heinemeier stiller i år op for det rutinerede polsle team Inter Europol Competition.

© Inter Europol Competition

David Heinemeier: "Det er klart den bedste LMP2-bil, jeg har kørt"

IT-mand og bilsamler David Heinemeier Hansson er klar til sit 9. Le Mans og fortæller her, hvordan det er at være tilbage på den hellige asfalt

10. juni 2022 af Steen Bachmann

David Heinemeier Hansson kører i år sit niende Le Mans og er tilbage med fuld deltagelse i WEC-serien efter et par års pause. 2020 og 2021 blev droppet – men i år får han comeback med polske Inter Europol Competition.

Oreca-bilen kører helt fantastisk

Hvordan har det været at komme tilbage i LMP2-raceren – du må næsten føle dig hjemme?

“Ja, LMP2 er uden tvivl den type, der passer mig bedst. Nu har jeg kørt Le Mans otte gange, hvoraf seks har været i netop denne klasse. Og så er vores Oreca 07-bil jo helt fantastisk. Klart den bedste LMP2-bil, jeg nogensinde har kørt. Også selv om den er blevet betydeligt langsommere efter FIA skulle have plads til den sløve hyperclass i stedet for de gamle LMP1-monstre! Vi har tabt 60-80 hk, og dækkene er heller ikke tilnærmelsesvis lige så gode som før,” siger David til Bil Magasinet.

David Heinemeier (tv.) er tilbage i Le Mans i et stærkt team i LMP2-klassen.

© Inter Europol

De seneste år har racet i Le Mans været ekstremt tæt i den lille prototypeklasse. Hvordan ser det ud i år?

“Det har før været tæt, men i år er det helt vildt. Det er rekord med 27 biler i klassen. Og rigtig mange af dem har stjerne-lineups. Det bliver svært! Man kan intet justere på drivlinen med motor og transmission, men det kan vi på setup: Hvordan fjedre, afdæmpning, roll-bars, chassishøjde, pitch og alt andet på den mekaniske front er sat op. Og det gør en kæmpe forskel. Der er så mange indstillingsmuligheder, at det er svært at få det hele til at gå op over så lang en bane. Nogle gange må man give lidt i den ene type sving for at vinde i de andre.”

© Inter Europol

Gibson-V8'eren hoster lidt

Hvad siger V8-motoren til det nye syntetiske brændstof?

“Den hoster lidt! Har hørt noget brok fra ingeniørerne om, at det er svært at ramme plet med forbruget. Vi bruger mere benzin med den nye blanding end før. Men så skulle den vist være marginalt grønnere? Det er vist mere PR end virkelighed.”

Eksisterer begrebet sand-bagging stadig – altså hvor man kører bevidst langsomt under kvalifikation for at forvirre konkurrenterne?

“Nej, det er der nul af i LMP2-klassen som sådan, da drivlinerne ikke må ændres, og vi alle kører i de samme biler. Det er noget helt andet i Hypercar og GT-klasserne, hvor der justeres på vægt og performance for at udligne fordele og gøre bilerne ligeværdige (balance of performance, red. ). Der er sandsækkene stadig tunge, det kan du være sikker på!”.

I 2013 kørte David sit andet Le Mans. Dengang fortalte han detaljeret om, hvordan han bremser ned fra 300 km/t i en LMP2-racer:

David Heinemeier: Sådan bremser jeg ned fra 300 km/t

© Inter Europol

Lige nu læser andre

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...