3: Hvor er jeres mobile sendemast?

Franske teleselskaber tjener kassen på de mange tusinde danskere på Le Mans, der bruger smartphones. Teleselskabet 3 har nøglen til at løse problemet

2. juni 2015 af Steen Bachmann

 

Når Danmarks Hurtigste Bil (DHB) skal findes på Vandel Flyveplads 4.-6. juni, rykker 3 ud med en ekstra mobilmast, som sørger for, at der kan være fuld skrald på mobilen i løbet af de tre dage. Så hvad ville være mere naturligt end at bede chaufføren om at hejse masten ned og indstille GPS'en på "Circuit de la Sarthe, Le Mans, France" efter DHB?

”Vi sætter en ære i at levere den bedste mobiloplevelse til vores kunder, hvad enten de er til billøb, på festival, i udlandet eller hjemme i egen baghave. Og vi ved, at de er storforbrugere af data, og at de streamer løs på deres mobiltelefoner, som får større og større skærme. Det udfordrer vores netværk, når langt flere brugere end normalt samtidig indtager et mindre område. Derfor rykker vi i løbet af sommeren ud til en lang række koncerter, festivaler og events landet over for at sikre, at der er den fornødne ekstra kapacitet i netværket”, siger Kim Christensen, netværksdirektør i 3 Danmark.

Så kommer I vel også til den største danske motorsportsbegivenhed i Le Mans?

"Vi prioriterer dækningen ved festivaler og events meget højt. Faktisk begynder vores netværksafdeling allerede at planlægge udrulningen af master flere måneder i forvejen. Jeg vil gerne give jeres forslag om opsætning af en ekstra mobilmast i forbindelse med Le Mans videre til netværksafdelingen. Men selvom vi selvfølgelig vil gøre alt for vores kunder, så virker det ikke umiddelbart muligt, fordi 3 Danmark ikke har eget netværk i Frankrig, men har en roamingaftale med de lokale operatører," lyder det fra 3.

Til DHB 2015 placeres den mobile mast, som har både 3G og 4G, på selve flyvepladsen fra den 1. juni. 3’s almindelige netværk er i anledning af Danmarks Hurtigste Bil justeret med såkaldte ”festivalindstillinger”, som betyder, at de besøgende altid kan komme i kontakt med hinanden via sms og almindelig samtale, da dette prioriteres over data. Det kan derfor tage lidt længere tid at uploade et billede til Facebook under et særligt populært løb, hvor mobilerne ’gløder’ mere end ellers.

Sådan undgår du at betale en formue i mobiludgifter til Le Mans

Mange af Bil Magasinets læsere slukker for dataroaming, når de skal til Le Mans, fordi de såkaldte roamingafgifter i udlandet er så høje, at det nærmer sig landevejsrøveri.

3 tilbyder en pakkeløsning uden roamingafgifter på sms, tale og data på ferien i udlandet. Konceptet hedder 3LikeHome og tillader, at man bruger sin smartphone i 24 lande til samme priser som i Danmark.

”Mobilen er blevet en central del af danskernes hverdag. På kør-selv-ferien kan den være en stor hjælp til at finde vej, og med 3LikeHome kan vores kunder bruge mobilen i udlandet uden at bekymre sig om regningen,” siger David Elsass, direktør for privatmarkedet hos 3.

Bil Magasinets medarbejdere har firmabetalt mobil fra 3, og vi har tænkt os at tale og sende data på livet løs under Le Mans. Hvis vi modtager et bjerg af regninger på roamingafgifter, sender vi dem bare videre til 3. Ok?

Måske er du interesseret i...