Biltest af Mitsubishi Space Star 1,6 Comfort
Biltest af Mitsubishi Space Star 1,6 Comfort© bilmagasinet.dk

Mitsubishi Space Star 1,6 Comfort

Den vægelsindede

25. oktober 2001 af Bilmagasinet

Af: Mikkel Thomsager & A. Hansen

Mitsubishi Space Star er både og og hverken eller. Det kunne være godt, men det er skidt, når den er for dyr

Da Bil Magasinet første gang testede Mitsubishi Space Star i nummer 12/99, gjorde den danske importør et stort nummer ud af, at bilen ikke var en MPV, men en stor stationcar. Derfor var en sammenligning med f.eks. Renault Scénic og Fiat Multipla upassende.
Vi kunne dog ikke finde en bedre sammenligning, så vi foretog den alligevel. Men her faldt Space Star igennem, fordi den i store træk blot er en kort stationcar med højt tag. I dag tager importøren derimod gerne MPV-ordet i sin mund, eller i hvert fald i sine reklamer. Netop denne tvetydighed understreger Space Stars problem. Den er hverken eller, og det gør den svær at placere på markedet, og modellen har ikke ved egen kraft kunnet markere sin egen klasse - eller mangel på samme.

Desuden står Mitsubishi svagt i Danmark for tiden, for den høje yen-kurs har indskrænket den salgbare del af programmet til to modeller: Carisma 1,6 og så Space Star. Den har til gengæld nu også fået 1,6-liters motoren, fordi den japansk-producerede GDi-motor gør Space Star dyr, som det er blevet tilfældet med Carisma.

Space Star har med andre ord odds mod sig. Men det er ikke retfærdigt, for tager man bilen for det, den er, i stedet for MPV-pålydende, så har den kvaliteter, der gør den attraktiv til helt almindelige danske behov, og faktisk er 1,6-motoren den helt rigtige til Space Star.

Førerpladsen er opret men velindrettet og med en god komfort. Den oprette siddestilling sikrer til gengæld god plads ved bagsædet, hvor selv voksne sidder behageligt takket være god benplads og rigelig loftshøjde. Bagagerummet er til gengæld beskedent, men det kan der rådes bod på ved at skyde bagsædet frem. Den indretning tilgodeser faktisk en stor del af familien Danmarks alsidige behov.

Hidtil har Space Star været på det danske marked med to motorer 1,3, som var for svag, og 1,8 GDi, som var for kraftig. 1,6eren på 98 hk passer derimod godt. Den er smidig og sikrer et godt overskud, som giver Space Star pondus selv med læs.

Desværre render prisen for en Space Star 1,6 Comfort op i 189.999 kr., og dermed ender den betænkeligt nær de ægte MPV-biler som den Scénic, Mitisubishi nu gerne vil sammenlignes med. Desuden er reservedele og service forholdvis dyrt. Det er Space Stars problem, lige som priserne generelt er Mitsubishi problem i Danmark.

Mitsubishi Space Star 1,6 Comfort Pris: 189.999 kr.

Tekniske data: Motor: R4 16V, 1.597 cm3. Ydelse: 98 hk v. 5.000 o/min. 141 Nm v. 4.500 o/min. Acc. 0-100 km/t: ikke opgivet. Topfart: 180 km/t. EU-mix: 13,9 km/l. Årlig ejerafgift: 2.900 kr.

Totaløkonomi: 1,6-liters modellen er den rigtige Space Star, men den er for dyr. Det koster på en ellers lille afskrivning. Efter tre år og 50.000 km har den tabt 63.000 kr. (33 pct.)
Reservedelsindeks: 146
Service ekskl. materialer:
15.000 km: 1.733 kr.
30.000 km: 2.258 kr.
45.000 km: 2.048 kr.

Vi synes...
Space Star har det i sig, men prisen er for høj

Lige nu læser andre

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...