Mitsubishi Ralliart tease finansiel
© Mitsubishi

Mitsubishi pirrer: Får Ralliart snart et comeback?

Har du spillet Gran Turismo som ung, kender du med statsgaranti Mitsubishi for mere end bare SUV'er med hybridteknik. Nu kommer Ralliart måske tilbage.

14. maj 2021 af Frederik Hauschildt

Mitsubishi går tilbage til rødderne

Mitsubishi har netop opgjort deres finansielle år 2020, og en tilhørende præsentation ligger herefter offentligt på Mitsubishi's hjemmeside. Præsentationen indeholder naturligvis de finansielle nyheder, såsom at Mitsubishi's salg fortsat falder, og at PHEV klarer sig bedre i flere markeder.

Men hvad præsentationen også indeholder, er en plan for, hvordan Mitsubishi skal profilere sig i fremtiden. I Mitsubishi's egne ord, vil Mitsubishi øge mærkets 'Mitsubishi-hed', og altså blive mere Mitsubishi. Tolker man på billeder og grafik, hvori de blandt andet nævner, at de har udviklet elbiler siden 1964, får man et indtryk af, at de vil forsøge at skrue tiden tilbage for mærket.

Mitsubishi Ralliart tease finansiel
© Mitsubishi

Kommer Ralliart tilbage?

Én af de ting, som Mitsubishi historisk set har været mest kendt for, er mærkets deltagelse i rally, og de dertilhørende homologeringsbiler. Lancer-serien fik i mange år en rally-inspireret Evolution-variant, der for alvor cementerede det diamantformede logo på vores nethinder. Forløberen til Evolution hed Ralliart, og spillede man Gran Turismo i start 00'erne, genkender man med statsgaranti det rød-orange logo. I 2010 blev Ralliart-navnet lagt på hylden, og i 2016 solgte Mitsubishi den sidste Evolution. Siden har modelprogrammet bestået af stigende mængder SUV'er og hybridbiler.

Skulle man tro deres årsrapport, så skal Mitsubishi til at hive hele molevitten frem igen. Det drejer sig om ét specifikt "slide", der peger på, at Mitsubishi vil genoplive Ralliart-mærket for at underbygge mærkets Mitsubishi-hed. På billederne vises både, hvad vi går ud fra er en Ralliart-modificeret Mitsubishi L200, og en bagrude på en udefinerbar bil, med Ralliart-logoet påklistret over det, der ligner en vinge.

Hvorvidt Mitsubishi sigter efter en storstilet genoplivning, eller om mærket vil begynde udviklingen langsomt igennem tuningsdele til eksisterende biler, vides endnu ikke. Vi ved dog fra Toyota, at der endnu kan være sjov i en homologeringsbil.

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...