© bilmagasinet.dk

Mitsubishi Lancer SportBack 1,8 DI-D

Den økonomiske dieselmotor klæder Lancer, men glem rally-bedrifterne.

23. februar 2012 af Thomas W. Brixen

Foran mig holder en rap og sporty udseende hvid Mitsubishi Lancer SportBack. Ordet Evo ligger på tungen. Jeg hopper indenfor, og den vanlige Mitsubishi-kvalitet pryder kabinen med en overvægt af hård plastik. Motoren springer igang - og det med Evo forsvinder, inden motoren når 500 o/min. Lydscenariet er som en John Deere!

Det nye ved Lancer 1,8 DI-D er naturligvis motoren, som er en højteknologisk nyhed bl.a. med variabel ventilstyring. Med 150 hk er lidt forventninger vel på sin plads. Først ved 2.000 o/min. mærker jeg dog kræfterne - derunder er sløv et for stort ord.

Sjovt nok er det præcis her, skifte-indikatoren blinker. Gearkassen, du får lov at røre rundt i, er en 6-trins manuel, som virker en smule løs, men udvekslingen er godt afstemt.

Motoren er altså ikke nogen sprinter, men det har heller ikke været i ingeniørernes tanker. Det har lavt forbrug derimod. Med start/stop-teknologi og opladning af batteri under nedbremsninger, holdes forbruget i skak, og 18,9 km/l ved blandet kørsel er resultatet. Det er midt i feltet i forhold til konkurrenterne. Prisen er derimod hamret helt i bund. F.eks. slipper du 50.000 kr. billigere end en tilsvarende Toyota Auris. Lanceren er godt tanket op med udstyr, i Invite får du f.eks. ESC, 7 airbags, klimaanlæg, lydanlæg med USB og AUX og en masse andet, du betaler ekstra for i de fleste europæere. SportBack’en står på et sæt 16’’ alufælge som også er standard. Et fint læderrat med fartpilot og knapper til anlægget får du også med. Pladsen på bagsædet er fornem til voksne op til 185 cm og i bagagerummet er der fin plads til et par små kufferter, og ihvertfald får du ikke problemer med de daglige indkøb.

Så glem 1,8 DI-D, hvis du vil lege Mäkinen - men er du pendler og vil ha smæk for skillingen, så kig du bare nærmere på Mitsubishien og snup en prøvetur.

Vil du have de seneste bilnyheder?

Du får det eksklusive særtillæg, 9 Spændende Bilsamlinger, til download, efter du har tilmeldt dig nyhedsbrevet. Bemærk dog, at der godt kan gå op til to timer.

Måske er du interesseret i...