I Udkantsdanmark drømmer vi om en stor og fed pickup. Det bliver ikke mere bonderøv end en godt fem meter lang ladbil på 2,2 ton med dieselmotor, firehjulstræk, automatgear, grove dæk og en evne til at laste et ton og trække over tre ton på krogen.
På gule plader er en varebil som en Mitsubishi L200 ikke engang ret dyr, så hvad er problemet?
For mit vedkommende ville det være den fuldstændigt sindssyge straf for også at køre privat i varebilen, så man kan nøjes med at have én bil (misundelsesafgiften, også kaldet privatbenyttelsesafgiften).
Afgifterne sætter dig skakmat
Testbilen er indregistreret på papegøjeplader, som har sit navn fordi de sladrer om, hvad bilen må bruges til. Det gule felt på nummerpladen signalerer, at bilen er en varebil, der må bruges frit til privat kørsel.
Testbilen har en totalvægt på 3.110 kg (bilens samlede vægt inklusive væsker, brændstof, fører og last), hvilket får afgifterne til at eksplodere.
De årlige afgifter for testbilen i 2022:
* Ejerafgift 5.120 kr.
* Udligningsafgift (en ekstra skat på dieselbiler, der bidrager til fritagelse af afgift på elbiler): 4.800 kr.
* Misundelsesafgift (privatbenyttelsesafgift): 18.560 kr.
Årlige afgifter ialt: 28.480 kr.
Der er politisk tradition for så komplicerede regler som muligt i Danmark, så derfor er der også mulighed for at indregistrere varebilen med 50/50 pct. brug erhverv/privat og som 100 pct. varebil (ekskl. moms eller 'momsfri'.), der kun må bruges til erhvervsmæssig kørsel.
Det er også muligt at få bilen nedvejet til en totalvægt på under 3.000 kg. Her tilføjes den nye totalvægt til bilens registreringsattest, hvilket bringer bilen ned i en lavere afgiftskategori.
Som varebil med fri privat kørsel og en totalvægt på maks. 3.000 kg vil de årlige afgifter i 2022 være 16.170 kr.

Den store Mitsubishi pløjer gennem dybe huller og mudder som om den elsker det.
© S. BachmannDen kraftigt opdaterede L200 er ellers en sympatisk arbejdsbil.
Pickuppen har været i produktion siden 1978, og femte generation stammer fra 2015. Den var vi ikke så begejstrerede for, fordi den led af motor- og vindstøj, en kabine, der var lige så raffineret som i en 20 år gammel Mitsubishi Colt, en grov drivline og en affjedring, der uden last på ladet var stivbenet.
Udseendet var anonymt, og der var intet udover prisen, der kunne lokke os ud af en Toyota Hilux og over i en L200.
Ikke råd til at facelifte kabinen
I 2019 reviderede Mitsubishi næsten alle komponenter ud over kabinen (de havde ikke råd til at udvikle en ny, men skidt med det, for den fungerer okay).
Den gamle 2,4-liters diesel blev erstattet af en nyere 2,2-liters med lavere CO2-udslip og mindre motorstøj. Samtidig har små aerodynamiske tricks sænket vindmodstand og -støj, og et nyt baghjulsophæng med seks i stedet for fem blade i fjedrene gør underværker for komforten.
Det er helt utroligt, hvordan et facelift kan forvandle en bil!

Den 6-trins automatgearkasse har også lavgear. Til hverdag nøjes man med baghjulstræk.
L200 fungerer nu mindst lige så godt som en Hilux og ser mere macho ud – det er noget af en bedrift. Det er stadig en arbejdsbil, men her er fem år eller 100.000 km garanti og masser af udstyr i den dyreste Instyle-version. Desværre fås der ikke adaptiv fartpilot, men det er også det eneste, vi savner.
Bilen er en behagelig makker især med det nye 6-trins automatgear, og var det ikke for de forbandede bilafgifter, ville den lige være noget for mig.

Mitsubishi L200 2,2 DI-D Instyle Double Cab aut. Van
Motor
R4, 2.268 cm3, 16V, turbodiesel
150 hk ved 3.500 o/min
400 Nm ved 2.000 o/min
Præstationer
Topfart 171 km/t
0-100 km/t ikke oplyst
Forbrug 13,9 km/l (WLTP)
Mål og Vægt
Vægt/last/påhæng 2.149/961/3.100 kg
Lad 152 x 147 cm
Dæk Continental ContiCross Contact 265/60R18
Pris
339.995 kr. inkl. moms (papegøjeplader med fri privat kørsel)
Årlig ejerafgift 28.480 kr.
281.632 kr. ekskl. moms (varebil kun til erhverv)
Årlig ejerafgift 9.920 kr.