Biltest af Mitsubishi Carisma 1,8 GDI Sport
Biltest af Mitsubishi Carisma 1,8 GDI Sport© bilmagasinet.dk

Mitsubishi Carisma 1,8 GDI Sport

Carismas oversete kvaliteter

23. september 1999 af Bilmagasinet

Af: Thomas Hjortshøj

Carisma har stadig ingen karisma, men den er stadigvæk et stærkt tilbud

For to år siden lancerede Mitsubishi som de første en benzinmotor med direkte indsprøjtning, der kunne køre 20 procent længere på en liter benzin end en bil med konventionel motor. Det lød flot, og alverdens journalister fik hurtigt afprøvet, om det nu også forholdt sig sådan i virkeligheden. Det gjorde det ikke, og Carisma fik nogle verbale hug af hele bilverdenens skriverkarle.
Siden er de noget optimistiske forbrugstal blevet justeret, så de nu er mere realistiske, men stadig ligger på et flot niveau. Den massive kritik af brændstofforbruget betød, at GDI-motorens øvrige fortræffeligheder blev glemt, og det er synd, for det er en af de bedste motorer i 1,8-liters-klassen. Den er kultiveret og omdrejningsvillig. Effektudviklingen er jævn til 5.500 o/min, hvor motoren yder 125 hk. Carisma er relativt hurtig, og sprinten fra 0-100 km/t er overstået på 10,4 sekunder. Topfarten ligger på 200 km/t. Brændstoføkonomien er som nævnt stadig flot, efter de optimistiske tal blev revurderet. Carisma kører i gennemsnit 14,7 km/l.

Den manuelle gearkasse med fem gear har letgående og præcist skifte, og gearingen er velafstemt til motoren. Det hele fungerer præcist, men lad ikke sportsskiltet på bilens side få dig til at tro, at Mitsubishi Carisma er blevet den fødte sportshatch. Det ´sportslige´ er lidt af en tilsnigelse og strækker sig kun til læderrat, læder-gearstang, alufælge, og en midterkonsol i aluminiumsfinish.

Carisma er ikke helt uden talenter i de køredynamiske discipliner. Styretøjet er tilpas skarpt og giver tilstrækkelig feedback, og Carisma tager svinge-ne med moderat understyring og krængning. Komforten er god, og støj fra undervogn og motor er godt dæmpet, hvilket blandt andet skyldes de 70 ekstra kg støjdæmpningsmateriale, Mitsubishi har fyldt i Carisma.

Kvaliteten har fået et nøk op ved det seneste facelift, og Carisma har en god finish og virker solid. Førerpladsen er overskuelig, og aircondition-anlægget har fået store knapper, der letter betjeningen. De multijusterbare sæder er fast polstrede og giver god sidestøtte.
I Sportversionen koster Carisma 232.996 kroner, hvilket er en konkurrencedygtig pris, når det høje udstyrsniveau tages i betragtning. Men husk på, at Carisma reelt er lidt mindre end konkurrenter som Ford Mondeo, Toyota Avensis og Nissan Primera.

Mitsubishi Carisma 1,8 GDI Sport 232.996 kr.

Tekniske data
Motor; R4, 1.834 cm3, 16V. Ydelse: 125 hk ved 5.500 o/min. 174 Nm ved 3.750 o/min. Topfart: 200 km/t. 0-100 km/t: 10,4 sek. Ejerafgift: 2.200 kr. Eu-mix: 14,7 km/l

Totaløkonomi:
Carisma er i klemme mellem to klasser, og det koster på afskrivningen, der ligger lidt højere en gennemsnittet. Regn med 80.000 kr. for tre år og 50.000 km.
Reservedelsindeks: 137
Service ekskl. materialer:
15.000 km: 1.388 kr.
30.000 km: 1.810 kr.
45.000 km: 1.641 kr.

Vi synes:
Stadig ingen karisma, men Carisma er en god all-rounder

Lige nu læser andre

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...