Mød Østrups Mini: Redaktionen er blevet en humørbombe rigere

Sidste sommer ændrede mit kørselsbehov sig. Der var ikke længere behov for en pålidelig hverdagsbil, som i øvrigt blot ville falde og falde i værdi, mens den stod og samlede mågeklatter på taget og rust på bremseskiverne – så hvad gør man? Sælger man bilen, lever bilfrit og indordner sig som DSB’s kæledægge? Jeg gik i hvert fald på kompromis. Jeg solgte min Ford Fiesta Red Edition og lod offentlig transport stå for de praktiske dagligdagsture, men uden bil ville jeg ikke være, så jeg gik på udkig efter en ny, gammel bil.

Eftersøgningen går igang

I sommers var jeg faretruende tæt på at indstille jagten efter en veteranbil. Efter et par måneder med skuffende prøveture og svært tilgængelige sælgere var jeg ved at udsætte drømmen til næste sommer. Sådan blev det heldigvis ikke, for som en uventet sensommerflirt fandt vi hinanden i ellevte time.

Det var på et forslag af en betroet kammerat, at jeg spontant tog ud for at prøvekøre Mini’en, og jeg købte bilen allerede samme aften. Pavestolt rullede jeg først hjem til mine forældre, dernæst mine venner, for at fremvise den mægtige maskine, jeg havde købt. En vaskeægte Morris Mascot i fantastisk flot og original stand, der blot havde kørt 48.000 km.

Ung mand i gammel bil

Jeg faldt uskyldigt og dybt for Mascot’en, der har fejret dobbelt så mange fødselsdage som jeg. Aldersforskellen er dog ikke noget, der skiller os. Tværtimod elsker jeg min Mini for dens simplicitet og unægtelige ærlighed. Den møder mig i det rene ingenting, og det er her, hvor jeg mærker resonansen mellem bilen og mig, at jeg både kan være tilstedeværende og altid på vej videre. De karakteristiske hvinelyde fra gearkassen, den lave tomgang, tyngden i styretøjet og bilens gåpåmod i svingene. Jeg var helt solgt!

Til gengæld lærte jeg over sommeren, at selv en perfekt veteran har skavanker. Først da bremsecylinderen tabte trykket og reducerede mine bremser til pynt. Det tog et reparationskit og et par sene aftener at få skilt cylinderen ad og sat sammen igen med friske pakninger. Herefter kunne bilen bremse, men kort tid efter kunne den ikke starte – ironien er ikke til at overse, vel?

Det var heldigvis en nem operation, for efter fire rensede tændrør var problemet løst. Tændrørene var angiveligt sodet til af for meget choker, og med bøjet hoved må jeg påtage mig skylden for den begynderfejl.

At købe Mini’en føltes som at tage pis på min egen snusfornuft, en følelse, der hurtigt blev afløst af barnagtig glæde og lykkerus bag rattet. Ganske vist er det ikke moment og hestekræfter, der skaber oplevelsen, men det er bedøvende ligegyldigt. For det handler netop ikke om fart, om 0-100 km/t og omgangstider i min Mascot. Det handler om at mærke humøret, der gennemsyrer bilen og smitter af på alle i nærheden.

Hvad er det for en bil?

Der er tale om en Morris Mascot - og derfor en dansk bil fra ny - som nærmest er blevet brugt som demobil over årene. Jeg har netop trillet bilen over sine første 50.000 km, hvilket knap og nap er 1.000 km om året siden den blev indregistreret i 1977. Det lave kilometertal ses da også på bilen, som står urestaureret og original. Den er aldrig blevet malet, så den oprindelige mokkabrune lak glimser stadig i solens stråler. Ligeledes snurrer 850cc motoren stadig godt, selvom jeg inden længe må smide en frisk kæderem i. De 34 hypper under hjelmen er ikke overvældende, men når først bilen er oppe i fart, så findes der få biler, der giver samme fornemmelse og humør, når jeg drejer ind i et sving eller gennem en rundkørsel.

Der er aldrig skiftet andet end sliddele på bilen, altså bortset fra rattet, benzindæksel, solskærme og grillen, der er skiftet til en rally-variant med langt lys. Jeg har alle de originale dele liggende og har planer om at skifte benzindæksel og solskærme tilbage til original.