Biltest af Mini Cooper S Works
Biltest af Mini Cooper S Works© bilmagasinet.dk

Mini Cooper S Works

Mini med maks effekt

19. januar 2006 af Bilmagasinet

Af: Thomas Hjortshøj

Små ændringer gør en stor forskel i den reviderede Mini Cooper S Works

Jeg har altid været en stor fan af Mini Cooper S, så Mini Cooper S Works – altså en ekstra kraftig variant – må give en oplevelse af bibelske dimensioner. Eller hvad? Den første Works havde 200 hk, men det føltes ikke sådan bag det lille fede læderrat. Motoren var lidt flad i det, og først langt oppe af omdrejningsskalaen kunne du mærke de 200 hk. De var aldrig helt vågne, men det er der ændret på nu.

10 hk føles som 40 hk ekstra
Anden generation af Works-tuningskittet omfatter andre indsprøjtningsdyser og motorstyring samt et luftfilter, hvor et ekstra spjæld åbner, når motoren snurrer over 4.500 o/min. Altså ikke nogen revolution og kun 10 hk og 5 Nm ekstra, hvilket man vel knapt kan mærke?

Intet kunne være mere forkert, for det føles virkelig, som om den 1,6-liters kompressormotor nu yder 240 hk. Responsen er langt mere øjeblikkelig, selvom det øgede drejningsmoment optræder 500 o/min senere. Accelerationstiden for 0-100 km/t. er 6,6 sekunder, hvilket kun er 0,1 sek. hurtigere end før, men det føles som mindst et halvt sekund hurtigere.

Under alle omstændigheder er Mini Cooper S Works en kanonkugle, der overrasker de fleste ved lyskrydset. Det var desværre tæt på frysepunktet, og Minien stod på 18 tommer hjul med sommerdæk, da jeg var ude og lufte den. Det betød, at forhjulene havde svært ved at overføre kræfterne effektivt, når den blev strakt helt ud i gearene. ESP-systemet greb ind lidt for tidligt, så det blev straks slået fra, så Minien kunne løbe lidt mere frit.

Med den mere præcise og kontante speederrespons er det en fryd at give mellemgas, specielt fordi udstødningen siger båp-båp-båp ved nedgearinger. Et fedt partytrick, der giver hele oplevelsen lidt mere race.

Kontante køreegenskaber
Der er ikke noget at gøre ved det: Du får små horn i panden og bliver en hooligan, når du bliver plantet i en så potent Mini. Med så megen power under den ultrakorte motorhjelm og kontante, præcise køreegenskaber, kan man ikke lade være.

Fornemmelsen af det lille fede læderrat og et sæt forhjul, der nærmest reagerer, før du har vrikket med rattet, er bare en griner på højt plan. Hvis der er tørt, og fordækkene har fat, trækker den igennem svingene med en forrykt hastighed og glider sent over i understyring.

Undervognen er fast, og det er ikke mange huller i asfalten, du glider ubemærket henover – men det er til at leve med. Valg af 17” hjul forbedrer komforten, uden at køreegenskaberne lider under det.

Sidst jeg kørte Mini Cooper S Works, konkluderede jeg, at Works-kittet ikke var den høje merpris værd. Det er det nu, hvor den tunede Cooper både føles og er hurtigere end nogen anden GTI-bil. Og ingen af konkurrenterne har samme karisma.

MINI COOPER S WORKS
Motor R4, 1.598 cm3, 16V, kompressor
Ydelse 210 hk ved 6.950 o/min
245 Nm ved 4.500 o/min
0-100 km/t. 6,6 sek.
Topfart 230 km/t.
Forbrug 11,6 km/l EU-miks
Årlig vægtafgift 4.500 kr.
Vægt/last 1.075/500 kg
Mål (L/B/H) 363/169/142 cm
Bagagekapacitet 160 liter
Dækmontering 205/405R17V
Værditab (3 år/60.000 km) ca. 170.000 kr. (40 pct.)
Reservedelsindeks 110
Pris 420.420 kr.
Pris u/afgifter ca. 173.000 kr.

VI SYNES…En fitness-kur, der giver Mini Cooper S Works et superpotent boost. Den sjoveste GTI, hvis du ikke slæber rundt på en familie.

Lige nu læser andre

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...