David Brown Mini Remastered Marshall Edition sort guld restomod
© David Brown

Skru op! Denne Mini er sød musik for rockfans

Bare vent, til du ser pedalerne og Mini’ens andre vilde og unikke detaljer.

5. april 2022 af Frederik T. Frey

Hurtigt – hvad tænker du på, når jeg siger “Marshall”? Jeg håber i mit stille sind, at du tænker på den ikoniske, firkantede forstærker, der blandt andet blev verdenskendt, da guitarvirtuosen Pete Townshend fra det britiske rockband The Who ofte gjorde et nummer ud af at smadre sin guitar og tårne af Marshall-forstærkere, såkaldt “Marshall stack” på scenen.

Rolig rolig – det handler om en Mini

Nå, men hvis du er ligeglad med rockmusik fra 1960’erne, kan du nu alligevel roligt læse videre – for denne artikel handler om et helt tredje ikon fra perioden – bilen både stjerner og lægmand kunne køre i – Mini’en.

David Brown Mini Remastered Marshall Edition sort guld restomod

Ude som inde er Mini'en klædt i henvisninger til forstærkerproducenten, Marshall.

© David Brown

Specialbygget

Britiske David Brown, fremstiller af unikke, håndbyggede biler, har kastet deres opmærksomhed over den hæderkronede Mini såvel som Marshall-forstærkeren. Sammensmeltningen på charmerende 12” guld/sortmalede fælge hedder David Brown Mini Remastered Marshall Edition og forener det bedste fra fortiden overdrysset med moderne detaljer – en vaskeægte Restomod.

Hvad er Restomod?

Restomod er sammentrækningen af de engelske ord for restaurering og modificering – der er i de fleste tilfælde tale om moderne forbedringer. Restomod handler om at forbedre klassiske biler med de landvindinger, som industrien har gjort i årtierne, siden bilen var ny.

Biblen for Restomod er endnu ikke skrevet, men de fleste er enige om, at forbedringerne for så vidt skal holde sig så tæt på bilens originale look og ånd som muligt, og at modifikationer skal være tæt på skjulte ude fra eller smagfuldt integreret.

David Brown Mini Remastered Marshall Edition sort guld restomod

Lædersæder og moderne bekvemmeligheder præger kabinen.

© David Brown

Mini'en har musikalske detaljer

Anledningen er forstærkerproducentens 60-års jubilæum, og det lille, britiske “Hundehus” er overdænget med listige detaljer fra musikkens verden. Pedalerne i fodbrønden er ligesom hjul og bremsecalipre udført i Marshall-guld, og på hver af dem er præget piktogrammer for speederpedal (Play), bremsepedal (Pause) og koblingspedal (Skift spor).

84 hk og moderne gearkasse

Under karrosseriet, udført i sort forstærkerkabinetfarve med guldfarvede detaljer, gemmer sig flere behagelige og vellydende overraskelse. Motorrummet huser en 1,3-liters, 4-cylindret rækkemotor med 84 hk – en såkaldt “A-serie-motor”. Kræfterne sendes til en opdateret 5-trins gearkasse, inden de lægges i asfalten gennem forhjulene. I bilens anden ende afsløres en Marshall DSL1 Combo-forstærker til bilens musikanlæg, når man åbner bagsmækken – bagagerummet er foret med læder.
David Brown Mini Remastered Marshall Edition sort guld restomod

Hold nu fast en fed detalje – pedalerne har musikalske piktogrammer.

© David Brown

Gammelt møder nyt

Takket være en forholdsvis lav vægt på under 800 kg stormer David Brown Mini Remastered Marshall Edition til 100 km/t på 8,9 sekunder, og topfarten er 145 km/t. En skrabet letvægts-Mini er der dog ikke tale om – kabinen byder på lædersæder, stort musikanlæg, højttalere i dørsiderne og moderne indslag som en trådløs opladestation til f.eks. høretelefoner i handskerummet. LED-lygter, elruder og nøglefri start fuldender billedet af en klassisk bil, der fra A til Z er gennemgået med et ønske om at opdatere den til 2022.

Bliver ukristelig dyr

Alt dette må være sød musik (tøhø) for enhver med forkærlighed til Mini og forstærkere, men det bliver uden tvivl ingen billig fornøjelse at sætte sig bag rattet af en David Brown Mini Remastered Marshall Edition. Prisen for Mini’en, der fremstilles i 60 eksemplarer – helt på linje med jubilæet der fejres, er endnu ikke meldt ud – men tidligere specialvarianter af Mini’er fra David Brown har kostet omkring 100.000 pund, svarende til 885.000 kr., uden danske afgifter. 

David Brown Mini Remastered Marshall Edition sort guld restomod

I bagagerummet gemmer sig en forstærker – selvfølgelig fra Marshall.

© David Brown

Lige nu læser andre

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...