mini cabrio electric
© Mini

Den første elektriske cabriolet har alvorlige handicaps

Mini kommer først med den elektriske cabriolet. Den er dog baseret på en forældet konstruktion, og det giver begrænsninger. Alligevel leverer den øre-til-øre smil.

16. maj 2023 af Henrik Dreboldt

Den første rigtige elektriske cabriolet

Lad os lige slå fast én gang for alle, at en ægte cabriolet er en bil, der når taget er nede, udelukkende har en forrude stående frit fra karossen. Bare lige Inden du begynder at hidse dig op over overskriften og råber Fiat 500e Cabriolet og Tesla Roadster (det er derfor, den hedder Roadster).

Så tillykke til Mini, I er den første bilproducent, der sender en serieproduceret elektrisk cabriolet på markedet. Nuvel – serien er kun på 999 biler, elbilskonstruktionen er moden til mimrekort og prisen er vanvittig. Men det ændrer ikke på, at I er først over målstregen.

mini cabrio electric test
© Mini

Ringe rækkevidde

Selvom batteriet er ladet 100 pct. op, så siger rækkeviddemåleren 155 km. Bilens WLTP-opgivelse er på 201 km, og da den køres friskt i bjergene, synes rækkeviddeestimatet rimeligt nok i forhold til WLTP. Men i 2023 er det undervældende ringe.

Forklaringen er, at den nye Mini Cabrio er baseret på den eksisterende elektriske Mini. En bil der allerede er på vej på pension, og som senere i år erstattes af en helt ny elektrisk Mini med større batteri, længere rækkevidde og hurtigere ladehastighed.

Cabrioleten deler altså teknik med den gamle, og den har et batteri på 32,4 kWh (brutto) og kan blot DC-lade med op til 50 kW.

mini cabrio electric test
© Mini

Og så er den også dyr

Prisen er 490.000 kr., og det er 103.000 kr. mere end for den benzinmotoriserede åbne Mini Cabriolet med samme udstyrsniveau. Nuvel – du får en lydløs køreoplevelse og så yder el-versionen 184 hk, mens udgaven med en 2,0-liters turbobenzinmotor kun leverer 178 hk. Men elbilen er markant tungere, så benzineren er hurtigere.

Alligevel leverer den øre-til-øre-smil gennem den uendelige række af hårnålesving på nordkysten af Mallorca. Bilen accelerer veloplagt ud af alle sving, bremserne griber aggressivt og presser man på gennem kurverne, leverer den en elegant balance.

Den kunne måske godt bruge lidt flere muskler. Den er 120 kg tungere end den lukkede udgave, og det bringer 0-100 km/t tiden op på 8,2 sekunder. Det er 0,9 sekunder langsommere end Cooper SE. Men flere muskler ville gå udover den i forvejen nærige rækkevidde, og det ville i praksis være katastrofalt. 

mini cabrio electric test
© Mini

Og alligevel smiler man

Den åbne elektriske Mini Cabriolet bliver første serieproducerede elektriske cabriolet nogensinde. Men den er dyr og forældet, og mere et kuriosum, end den objektivt set giver mening. Men at Mini overhovedet sætter den i produktion, må man som bilentusiast applaudere, og da det er en limiteret serie, bliver den måske penge værd engang. Ud af 999 produceret er 33 allokeret til Norden, så du skal være hurtig hvis du vil have en.

Vi synes

Point for at være første elektriske cabriolet. Intenst underholdende men desværre både dyr og forældet.

Mini Cabrio Electric

  • Pris: 490.000 kr.
  • Ydelse: 184 hk
  • Moment: 270 Nm
  • Topfart: 150 km/t
  • 0-100 km/t: 8,2 sekunder
  • Forbrug: 14,4-17,2 kWh/100 km
  • Batteri: 32,6 kWh (brutto)
  • Opladning: 11 kW AC/50 kW DC
  • Årlig ejerafgift: 370 kr.
  • Mål: (L/B/H) 385/173/143 cm
  • Vægt/last/påhæng: 1.575/ikke oplyst/0 kg
  • Bagagerum: 160 liter
  • Lanceres i Danmark: Sensommer 2023  

Lige nu læser andre

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...