MG går tilbage til rødderne
Man behøver ikke være særligt gammel, for at kende MG som en engelsk producent af små, klassiske sportsvogne. Det er et eftermæle, mange efterspørger en fortsættelse på, eftersom mærket i dag beskæftiger sig med elektrificerede SUV'er.
Men nu kan alle anglofile MG-fans ånde lettet op: MG vil producere en sportsvogn. Selvom den stadig vil være produceret af kinesiske SAIC, og stadig vil være elektrisk, så er MG's forslag stadigvæk et skub i den rigtige retning.

Sommerfugledøre?!
Selve produktionsbilen er ikke offentlig endnu. Det eneste vi ved om bilen er det, vi hørte om konceptvarianten til Shanghai Motor Show 2017. Men det er heller ikke lidt: Allerede dengang stod en færdig konceptmodel af bilen klar, og den havde nogle interessante detaljer.
Blandt andet figurerede bilen med ét sæt sommerfugledøre med rammeløse ruder, og et sæt sidespejle, der så ud til at være kamerabaserede.
Foruden de to sæderækker gav konceptmodellen os også et indblik i, hvordan bilens design ville tage sig ud. Der var detaljer fra både japanske og engelske fabrikanter, og specielt forenden kunne bedst beskrives som et kompromis mellem Jaguar F-type og Mazda RX Vision.

Men selvom den sagtens kan beskrives som både Mazda og Jaguar, så er bilen alligevel nået fint i mål med at definere sig som de øvrige MG'er. Grillen er umiskendelig, hvis man kender til ZS EV, og lygternes halvmåne af LED-lys gør, at man ikke er tvivl om, at bilen er fra MG.
Det tekniske
Alt vi kender til det tekniske indtil videre, er imponerende nok. MG lover en 0-100 km/t tid på under 4 sekunder. Det skal realiseres af mærkets egne batteri- og motorløsninger: 2 elmotorer, én til hver aksel, og et batteri, der skal give bilen en rækkevidde på lidt under 500 km.
Kigger vi på det danske marked har MG kun én anden elbil: På ZS EV er rækkevidden noget under standarden med sølle 263 km. Skal den nye sportsvogne kunne konkurrere med mærker som Tesla og Jaguar, så skal rækkevidden altså skubbes væsentligt op.

Ser vi dem i Danmark?
Ét blik på den engelske MG-side, og du vil forstå, at Danmark bliver prioriteret lavere end det engelske marked. I England består line-uppet af seks biler, både i benzin, hybrid og el. Kigger du på den danske side, finder du kun to biler. På den anden side, så er MG's entré i Danmark kun lige startet - Vi kan sagtens forestille os, at der kommer endnu flere biler til landet i de kommende år.
MG har været kendt for billige elbiler, og det stopper ikke her. Én prisestimering ligger fra omkring £30.000, altså ca. 250.000 kr. Eftersom billigere elbiler er fritaget meget af afgiften, kan vi altså regne med, at den endelige pris lægger sig tæt på den oprindelige pris.
