Det genopstandne MG er på vej tilbage til Danmark - ikke med gamle britiske sportsvogne, men med eldrevne SUV'er bygget i Kina og på den gamle British Leyland-fabrik i Birmingham.
Director for Sales & Marketing, MG Motor Europe, Frank Meijer, forklarer her, hvorfor den kinesiske ejer af det traditionsrige britiske mærke ser et stort potentiale i Danmark og Europa.
Hvad er planen for Skandinavien?
"Vi prioriterer selvfølgelig markedet højt, selvom jeg daglig skal forklare mine kinesiske kolleger, at Skandinavien og Europa ikke er ét land. Norge er langt fremme med elbiler, og Sverige har en stærk lokal producent, men Danmark har en stor udfordring, når det kommer til afgifter. Det er dyrt at købe en normal bil med forbrændingsmotor ligesom i Holland, hvor afgifterne også bliver ændret næsten hvert år. Med de klimamål, som den danske regering har meldt ud, er der nødt til at være mere attraktive muligheder for at købe og eje eldrevne biler. Det er allerede tilfældet i Norge, som derfor bliver det første marked, hvor vi lancerer MG ZS EV. Vi forventer at lancere den i Danmark i februar 2020."
Hvor er MG placeret i forhold til konkurrenter som Hyundai Kona Electric og Kia e-Niro?
"Vores hovedkonkurrent er Hyundai Kona Electric. Med en pris på 29.990 euro (225.000 kr.) er vi næsten 20 pct. billigere. Det er en aggressiv pris."

Director for Sales & Marketing, MG Motor Europe, Frank Meijer.
© PRHvordan arbejder I med kunder, der er skeptiske overfor køb af en kinesisk bil?
"Telefonen, du har i din hånd (iphone), er også fra Kina, så hvad er ikke fra Kina? BAIC Group (som ejer MG, red.) producerer syv millioner biler om året i partnerskab med A-brands over hele verden. Det er også derfor, vi kan yde en garanti på fem år eller 150.000 km på bilen, otte år eller 150.000 km på batteriet og ti år på rust. Så vi garanterer, at produktet er OK. Distributører vil komme fra det land, hvor bilen bliver solgt, som er til at stole på."
Svært for asiatiske brands at skabe synlighed
Hvilken betydning har et kendt brand-navn som MG?
"Jeg har arbejdet for asiatiske brands tidligere, og det har været frustrerende, fordi det er svært for asiatiske brands at skabe synlighed, hvor MG hos de fleste mennesker har en eller anden rar atmosfære omkring sig. For mig var det en overraskelse, at så mange kan huske MG. Vi har 24 pct. markedsandel i Kina, hvilket er en stor forskel til alle de små producenter, der aldrig har produceret en bil eller haft noget med logistik at gøre - og ikke har nogen anelse om, hvor svært det er at sælge en bil i Europa."
Bil Magasinets første test af den nye MG kan du læse her:
Hvor er vi?
Testen tager udgangspunkt ved den gamle Winterslag-mine i Genk i Belgien, hvor man fra 1901 til 1986 gravede efter kul. I dag bliver stedet kaldt C-Mine og danner rammerne om uddannelse, kreative virksomheder og kunstnere.
Bil Magasinet var inviteret af MG.

MG? Er det ikke klassiske sportsvogne?
Hvis du kender en smule til bilhistorie vil du forbinde MG-brandet med små sportsvogne. Glem alt om dét, for det nye MG er så langt fra, som det overhovedet kan komme. I dag er MG nemlig eget af kinesiske SAIC Motor, der er Kinas største bilproducent med en produktion på over syv millioner biler om året.
Det er der kommet en lille elektrisk MG-SUV ud af, og den er billig. 29.990 euro i Europa svarende til omkring 225.000 kr. Prisen vil selvfølgelig svinge en lille smule med de danske afgifter men MG står meget kraftigt på, at prisen skal være den samme i hele Europa.

Hvad er MG ZS EV?
Vores første indtryk giver et billede af en lille, velbygget crossover men med billige materialer. Kvaliteten i kabinen er af den skrabede slags med masser af kunstigt læder, plastik og et infotainmentsystem, der ikke ligefrem er intuitivt.
Tilmed har den fuldt elektriske crossover 44,5 kW batteri, der driver elmotoren med 140 hk og en lille rækkevidde på 263 km. Det er ikke imponerende men prisen taget i betragtning er det pludselig en helt anden snak – og faktisk ret meget bil for pengene. Samtidig er der fint med plads på bagsæderne og et bagagerum på 448 liter.
Elmotorens 140 hk og 353 Nm gør ikke ZS EV specielt hurtig men nok til, at den lille crossover føles tilpas frisk ved accelerationer. Resten må du læse i et kommende nummer af Bil Magasinet.

Hvem er konkurrenterne?
MG ser selv Hyundai Kona Electric som den direkte konkurrent til MG ZS EV. Kona Electric starter ved 280.000 kr. for 135 hk og 289 km på en opladning. Startprisen på Kona Electric er højere, men den føles også som en bedre sammensat bil.
Hvornår lanceres MG ZS EV?
MG ruller ZS EV ud løbende med start i Norge og Holland som de første markeder i slutningen af året. Danmark ligger sammen med Sverige i pulje nummer to med lancering i første kvartal næste år.
ZS EV kan først og fremmest reserveres på nettet fra 1. oktober, hvorefter du vil blive ringet op af en sælger. Herudover vil der komme tre brand stores i Europa, hvis du altså er én af dem, der vil se og prøve din bil inden du køber den.
Aiden He, der er præsident ved MG Motor Europe, er ikke afvisende overfor, at København får én af de tre brand stores.