© Mercedes-Benz AG

Tyske myndigheder giver Mercedes-førere lov til at slippe rattet i køkørsel

Mercedes-Benz har som den første bilproducent i verden fået godkendt et system, som gør delvis selvkørende funktion muligt

22. december 2021 af Steen Bachmann

Inden Tesla-folket bliver oprørt over at vi skriver, at Mercedes er de første, der har lov til at anvende såkaldt betinget automatiseret kørsel i offentlig trafik, så skal vi lige understrege, at der er forskel på at udbyde udstyr i en bil og rent faktisk have tilladelse til at anvende det.

S-klasse kører sig selv i køkørsel

Mercedes-Benz er den første bilproducent, som er klar med et system, som muliggør førerløs kørsel Level 3, og som opfylder lovkravene FN-regulativet om automatiseret kørsel, UN-R157. 

Det baner vejen for, at et sådant system kan tilbydes internationalt, forudsat at nationale lovgivninger tillader det. Alene i EU vil det kræve 27 forskellige godkendelser af systemet, fordi hvert medlemsland har deres egne regler for trafik. 

Op til 60 km/t på Autobahn

Tyskland vil være foregangsland i udviklingen mod førerløs kørsel med indførelsen af en ny lov om netop Level 3-systemer, som blev vedtaget i 2017. 

I første halvdel af 2022 vil de første kunder kunne købe en S-Klasse, som under visse betingelser kan køres i førerløs tilstand med op til 60 km/t. Systemet kan anvendes i tæt trafik på egnede motorvejsstrækninger i Tyskland ved eksempelvis køkørsel.

En S-klasse og mange andre biler kan allerede i dag køre sig selv i køkørsel, og Tesla Model S kom med det allerede i 2013. Nyheden er, at der gives tilladelse til at lade bilen overtage arbejdet uden at man har hænderne på rattet.

© Mercedes-Benz

Level 3 er et udtryk for systemets placering på skalaen for førerløs kørsel. Mens Level 0 er den traditionelle kørsel uden automatisering, hvor det udelukkende er føreren, som kan køre bilen, er Level 5 niveauet, hvor kørslen er fuldt automatiseret, og hvor det udelukkende er systemet, som kan køre bilen.

Med et Level 3-system er kørslen betinget automatiseret, hvilket betyder, at systemet holder øje med omgivelserne og styrer, accelererer og bremser bilen. Opstår en uventet situation, er det altid føreren, som skal reagere og overtage kørslen. Det er altid føreren, der har ansvaret for kørslen.

Elbilen EQS kan også køre selv

Systemet kaldes Drive Pilot  og automatiserer kørslen af bilen og gør det således muligt for chaufføren at eksempelvis tjekke e-mails, læse nyheder eller udføre andre opgaver via infotainmentdisplayet. Godkendelsen af systemet gælder også den fuldt elektriske EQS fra Mercedes-EQ.

“Vi har igennem mange år arbejdet på at realisere vores vision om førerløs kørsel. Med myndighedernes godkendelse er vi den første bilproducent, som sætter førerløs kørsel Level 3 i serieproduktion i Tyskland,” lyder det fra Chief Technology Officer, Development and Purchasing, Markus Schäfer.

Mercedes-Benz vil indledningsvist tilbyde Drive Pilot på 13.191 kilometer motorvej i Tyskland. Test af systemet er i gang i andre lande som USA og Kina, og så snart de nationale lovgivninger tillader automatiseret kørsel, vil teknologien blive rullet ud på yderligere markeder.

Sådan fungerer det

Betjeningsfunktionerne til systemet er placeret på venstre og højre side af selve ratkransen. Når føreren aktiverer systemet, overtager bilen selv styringen af hastighed, afstanden til forankørende biler og holder bilen i sin kørebane. 

Drive Pilot får informationer fra sensorer og kameraer og et ekstra præcist GPS-system og monitorerer også hændelser undervejs på ruten – for eksempel ulykker eller vejarbejde – trafikskilte og lignende. Systemet reagerer også på uventede trafiksituationer og handler på på dem, eksempelvis ved bremsemanøvrer eller undvigemanøvrer inden for kørebanen. 

Den avancerede software benytter blandt andet kunstig intelligens, og alle algoritmens beregninger foretages to gange for maksimal nøjagtighed.

Hvis føreren trods presserende opfordring og efter udløb af reaktionstiden undlader at overtage kontrollen over bilen – for eksempel på grund af et akut helbredsproblem – sørger Drive Pilot selv for at bremse bilen til stilstand på en kontrolleret måde. Samtidig aktiveres havariblinket og nødopkaldssystemet, ligesom døre og vinduer låses op for at lette adgangen til kabinen for redningspersonale.

Konceptbilen Audi Grandsphere er et forslag til fremtidens luksusbil, der kan køre selv.

© Audi

Audi: Vi arbejder på førerløs kørsel

Ved præsentationen af Audi A8 i 2018 varslede Audi Level 3 selvkørende teknologi i modellen, hvor man kan slippe rattet på udvalgte strækninger. Løftet blev siden trukket tilbage på grund af manglende godkendelse af myndighederne.

19 eksperter inden for videnskab, politik og økonomi har netop diskuteret centrale problemstillinger vedrørende fremtiden for autonom kørsel – resultaterne er nu blevet offentliggjort af &Audi Initiative i ”SocAIty”-studiet på ca. 70 sider.

Kina anses som foregangsland for udbredelse af teknologi. Nogle af årsagerne til dette er en konsekvent udbygning af infrastrukturen og stor samfundsmæssige påskønnelse af nye teknologier. Tyskland og Europa, der frem for alt er innovationslande for bilteknologier og serieproduktion, vil ifølge eksperterne dog også spille en vigtig rolle som afsætningsmarkeder om 10 år. 

”Overordnet set fremkommer et billede af et mobilitetslandskab, som i 2030 ser anderledes ud end det, vi kender i dag, men uden at det bliver science fiction”, udtaler Saskia Lexen, som er projektleder i &Audi Initiative hos AUDI AG. 

En pointe i studiet er, at mobilitetslandskabet i 2030 vil være mere mangfoldigt. Desuden vil mikromobilitetens mangfoldighed øges – især i byområderne.

Lige nu læser andre

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...