© Søren Juul

Test: Mercedes-AMG A 35 er en fabelagtig god GTI

Mercedes-AMG arbejder på en Hulk-variant af A-klassen med over 400 hk. Indtil da må A 35 med 306 hk løfte byrden som en ægte AMG-model.

23. juni 2019 af Søren Juul

Efter sigende har Mercedes’ sportsdivision AMG travlt i laboratoriet netop nu, hvor de fremmaner superkræfter i anden generation af über-GTI’en A 45 AMG. Med hybridteknik inspireret af hyperbilen AMG One kan den muskelpumpede hatchback ifølge rygter få over 400 hk. Allerede nu kan du dog få en forsmag på løjerne med den nye A 35 AMG, som har og 306 hk i snuden.

Min kollega Frederik T. Frey kørte den nye “baby-AMG” kortvarigt i udlandet i vinter og vendte tommelfingeren opad til især undervogn og styretøj. Hjulophængene er gjort lettere med nye aluminiumsdele, og der er monteret en plade under motoren til at afstive støddæmpertårnene. Der er også nye fjedre, dæmpere, krængningsstabilisatorer og meget andet godt. Nu har jeg har haft fingrene i den hjemme på dansk asfalt, og jeg kan kun bakke op om førstehåndsindtrykket.

Mercedes-AMG A 35 bag
© Søren Juul

 0-100 km/t på 4,7 sek.

Du kan bestille den i skriggul og med en hækspoiler så stor, at det næsten er pinligt, men den kan også pakkes diskret ind. Testbilen stempler ind på redaktionen i en “jupiterrød”-lak og sorte, stilrene 19” fælge, der kun gør den marginalt mere bisset at se på end A 250.
Kun emblemet på bagsmækken og i snuden, de større bremser og diffusepanelet under bagkofangeren fortæller folk, at denne A-klasse kan ramme 100 km/t på 4,7 sekunder.

Kabinen har flere digitale instrumenter end cockpittet på et F-35 kampfly, og de kan konfigureres på et utal af måder. Det er dog AMG-rattet med perforeret læder og de tungt skiftende vippekontakter til den hurtige 7-trins AMG Speedshift dobbeltkoblinggearkasse, som gør kabinen mere eksotisk end en almindelig A-klasse.

Det samme gør skålsæderne, der sidder stramt om kroppen som en spandex-dragt. Du kan bestille ­komfortsæder, hvis du ikke er udstyret med en krop i jockeystørrelse.  

interiør Mercedes-AMG A 35
© Søren Juul

Den mindste AMG er blevet blidere

De to udstødningsrør brummer veloplagt, når den 4-cylindrede turbomotor starter, men A 35 er langt fra den hårde hund, som jeg husker den gamle A45’er – og det er faktisk et plus. Den gamle prøvede næsten for hårdt at leve op til AMG-emblemet og mule konkurrenterne fra Audi og BMW med datidens hårdest pumpede 4-cylindrede turbomotor.
  
En cementhård affjedring og en stendød bagvogn samt et konservativt opsat firehjulstræk gjorde den mere effektiv end sjov, selv om udstødningssystemet braldrede opmærkshedskrævende op mellem gearskiftene.

Den nye A 35 AMG er et mere smidigt bekendtskab, men der sker i høj grad stadig noget, når du træder speederen i bund ude på de sjove veje på Vestsjælland. Med det mest sportslige køreprogram aktiveret akkompagneres gearskift og speederslip med aggressive bjæf fra udstødningsrørene.  

Mercedes-AMG A 35 motor

Chassiset kan håndtere flere kræfter

Undervognen er fast og fokuseret, mens firehjulstrækket hiver i asfalten, når der accelereres hårdt. Det går tjept frem, men du sidder tilbage med en fornemmelse af, at chassiset sagtens kan håndtere 100 hk mere.

Dét, som især gør, at A 35 fortjener sine AMG-logoer, er måden, den kan kastes ind i et sving på. Den vil gerne logre lidt med halen, og indstyringen er hurtig og skarp.
  
Forhjulene har så meget bid, at bagenden kan lokkes til at slippe, når du letter på speederen gennem sving. Giv fuld gas, og du bliver skudt afsted uden tøven, for baghjulene skal ikke have betænkningstid for at give en hånd med.

A 35 er godkendt som AMG-model, og vi kan næsten ikke vente med at prøve den til vores årlige Handling Day på Ring Knutstorp til sommer. Og så giver den et praj om, hvor kompetent den nye A 45 kan blive.   

Artiklen blev bragt første gang i juni-nummeret (BM1906) af Bil Magasinet, 2019. 

Mercedes-AMG A 35 4Matic DCT

Pris 631.398 kr.  
Motor R4, 1.991 cm3, 16V, turbo
Ydelse 306 hk ved 5.800 o/min, 400 Nm ved 3.000 o/min
Topfart 250 km/t 
0-100 km/t 4,7 sek.
EU-miks (WLTP) 12,7 km/l

Vil du have de seneste bilnyheder?

Du får det eksklusive særtillæg, 9 Spændende Bilsamlinger, til download, efter du har tilmeldt dig nyhedsbrevet. Bemærk dog, at der godt kan gå op til to timer.

Måske er du interesseret i...