Skørt! Geländewagen tilbagekaldes for at være for hurtig

Mercedes tilbagekalder nu en lille serie af deres ekstremt dyre G 65 AMG med V12-motor, da en fejl kan medvirke til, at bilen simpelthen vælter...

4. august 2018 af Anders Richter

Brutalis med V12-motor og 621 hk

Hvis du har været på jagt efter den ultimative Mercedes Geländewagen, har du i de sidste mange år kunnet købe en såkaldt G 65 AMG. Betegnelsen dækker over, at Mercedes' AMG-afdeling har stoppet et 12-cylindret klaver ned med et skohorn mellem forhjulene. Nu er der bare opstået et mindre problem med 20 biler leveret til det amerikanske marked i 2017. Bilerne blev produceret mellem 6. september og 10. oktober 2016.

Hvad er problemet?

Problemet er, at bakgearet har en elektronisk fartbegrænser, og den kan i nogle tilfælde fejle. Når den fejler, vil bilen være i stand til at kunne bakke hurtigere end 25 km/t, som begrænseren egentlig var sat til. Hvis chaufføren samtidig laver abrupte bevægelser i rattet, er der en reel risiko for, at bilen simpelthen vælter. Sådan noget går ikke og slet ikke i USA, hvor du bliver sagsøgt for selv det mindste fejltrin. Heldigvis er løsningen ikke større end, at softwaren til gearkassen skal opdateres, hvilket tager omkring en time. 

Forsvinder G 65 AMG?

Der er netop præsenteret en ny generation af G-klassen. Hvis du gik glip af det, kan du læse Søren Juul's første test af den lige hér. Med den nye generation er det samtidig ikke længere sikkert, at der vil blive produceret en G 65-variant med V12-motor, da markedet er ekstremt snævert. De sidste G 65-biler, der blev produceret var en såkaldt Final Edition, der blev bygget i 65 eksemplarer på verdensplan. 30 af disse blev solgt i USA. Så indtil videre må man nøjes med den gamle model, hvis man vil have 12 cylindre i sin Gelåndewagen. Men husk nu at passe på med at give den gas – i bakgear!

Måske er du interesseret i...

Vil du have de seneste bilnyheder?

Du får det eksklusive særtillæg, 9 Spændende Bilsamlinger, til download, efter du har tilmeldt dig nyhedsbrevet. Bemærk dog, at der godt kan gå op til to timer.