OBS! Artiklen er opdateret 26. august 2020!
Tidligere på måneden kunne Bil Magasinet fortælle historien om, at en Mercedes S600 Coupé, som tidligere havde været ejet af basketball-stjernen Michael Jordan, var kommet til salg. Bilen blev yderligere interessant, da den faktisk er med i den nye Netflix-dokumentar "The Last Dance".
Bilen havde dengang inden pris på, men det var forhandleren Beverly Hills Car Club, der solgte den. Forhandleren så sit snit til at sætte bilen på auktion på eBay, og det var klogt, for der kom en storm af bud ind på bilen – faktisk skulle der hele 177 bud til, før hammeren faldt.
Prisen endte i astronomiske 1.272.866 kr., før Michael Jordan's ikoniske Mercedes skiftede ejer. Det er mange gange mere, end hvad en Mercedes S600 Coupé, normalt bliver handlet for. Jordan's bil havde 157.000 miles på tælleren, hvilket svarer til 251.000 km. Skal vi finde en lignende bil på tyske mobile.de, kan sådan en bil fås for blot (altså uden en kendis-ejerhistorik) 6.990 euro, svarende til 52.000 danske kr.
Læs mere om bilen i vores oprindelige artiklen om den herunder, og hvis du ligger inde med Jordan-merchandise, så kunne det være en god idé at sælge ud nu, mens der tydeligvis er gang i salget af alt, hvad basketball-legenden nogensinde har rørt ved.

OBS! Artiklen herunder er fra d. 11. august 2020
Fik du set "The Last Dance" på Netflix?
Hvis du er en af de mange danskere, der har set hitdokumentaren på Netflix "The Last Dance", der handler om storhedstiden i den amerikanske NBA-basketballserie, er der en overvejende sandsynlighed for, at du har set bilen på billederne før. Den sorte Mercedes S 600 Coupé er fyldt med masser af Lorinser-lir, og så har den en meget interessant ejerhistorik.

Første ejer var Michael Jordan
Første ejer af bilen var nemlig basketball-stjernen Michael Jordan, og hvis du husker en af scenerne fra dokumentaren, hvor rygtet netop er kommet ud omkring, at Michael Jordan overvejede at tage afsked med basketball, så er det lige præcis denne Mercedes han hopper ud i. En Mercedes S600 liret ud med det vildeste Lorinser-gejl.
I dokumentaren skynder Jordan sig ind i bilen, og starter den 6-liters V12, hvorefter han racer væk fra de frådende journalister, der vil have en kommentar på rygterne.

Nu kan Jordan's Mercedes blive din
Der er gået nogle år siden, scenen i dokumentaren udspillede sig, og Michael Jordan har for længst udskiftet sin vognpark, og det betyder, at hans bil nu kan blive din. Og der er rigeligt med dokumentation, der følger med. Men først lidt om bilen.

Fyldt med Lorinser-lir
Det er en Mercedes S 600 Coupé af W140-generationen, der var tung som en tank og bygget til at kunne holde et århundrede. Under hjelmen ligger en 6-liters V12-motor med 389 hk. Men i Hollywood var en Mercedes S 600 Coupé dengang et relativt normalt syn på gaden, så Michael Jordan fik den lettere modificeret. Det gjorde han med dele fra det tyske tuningsfirma Lorinser. De monterede både et skørtesæt, en hækspoiler og ikke mindst et sæt forkromede Lorinser-fælge.

Til salg i USA
Bilen er netop kommet til salg på det amerikanske site Dupont Registry, men det er sparsomt med fakta om den. Hverken pris eller miltal er oplyst i annoncen. Sælger har dog været så venlige at tage en kopi af den originale registreringsattest, hvor det tydeligt står, at første ejer af bilen var selveste Michael Jordan.

Hvad skal den koste?
Men hvad er sådan en bil så værd? Det må du tage med sælgeren, som er Beverly Hills Car Club om. Og hvis det ringer en klokke er det fordi, vi her på Bil Magasinet tidligere har lavet en reportage fra netop den bilforhandler i Los Angeles, hvor de sælger alt fra det dyreste dyre, til de mest rådne lig.
Se mere i vores reportage ved at klikke hér, og hvis du bliver så forelsket i Mercedes'en at du bare MÅ ha' den, så husk lige at give os et kald på Bil Magasinet. Så kommer vi fluks og laver en artikel på den iført Air Jordans og en baskettrøje med nummer 23 på.
