Biltest af Mercedes SL 350 aut.
Biltest af Mercedes SL 350 aut.© bilmagasinet.dk

Mercedes SL 350 aut.

SL PÅ SKRUMP

26. januar 2003

Af: Peter Clausen

Med V6-motor er Mercedes-Benz SL 350 den fornuftige SL – men motoren lever ikke op til resten af bilen.

ØKONOMI OG FORNUFT – det er ikke lige de ord, der falder dig ind ved synet af en Mercedes-Benz SL, vel? Den tyske Über-Roadster symboliserer om noget velstand, luksus og overflod, og det understreges af, at den indtil nu kun har kunnet fås med otte svulstige cylindre under hjelmen.

Trods prisen på mindst 2.090.000 kr. for en SL 500 har køberne mildest talt ikke holdt sig tilbage, heller ikke herhjemme, så når Mercedes-Benz nu har sat en seks-cylindret grundmodel med tyndere udstyr på programmet, er det bestemt ikke salgstallenes skyld. Til 1.677.000 kr. er SL 350 413.000 kr. billigere end SL 500, og basisversionen har en revideret udgave af det sekventielle sekstrins Sequentronic-gear, som vi kender fra blandt andet C-klassen. Langt de fleste vil dog vælge det femtrins automatgear til 23.587 kr. ekstra, som også lå i testbilen.

350-betegnelsen er i øvrigt misvisende, for V6-motoren er på 3,7 liter, men Mercedes-folkene mente, at det runde tal havde en bedre klang og passede bedre ind i modelhierarkiet. På papiret er SL 350 med 245 hk også kvik nok, og bevares – 0-100 km/t på 7,2 sekunder og en topfart på 250 km/t er lige så hurtigt, som det lyder. Har du aldrig prøvet 500’eren, vil du sikkert være tilfreds, for V6-motoren hænger godt på gassen, trækker jævnt og har en yderst tiltalende lyd, når den får omdrejninger.

Men hvis du ved, hvad SL-kørsel også kan være, vil du savne den suveræne fornemmelse af overlegenhed, som du har i SL 500 med dens 306 V8-hk og 460 Nm. Nok er V6’eren omdrejningsvillig, men den skal også på arbejde for at sætte skub i de over 1,6 ton roadster. Så selv om udvekslingerne i gearkasse og bagtøj er præcis de samme som i V8-versionen, må du leve med mange nedgearinger og et højere omdrejningsniveau. Heldigvis skifter gearkassen blødt og fornemt, og målt efter EU’s norm er automatic-versionen en smule mere økonomisk end SL 350 Sequentronic – 8,7 i stedet for 8,5 km/l. Til sammenligning kører SL 500 7,9 km/l i snit, i hvert fald i testlaboratoriet.

Den aktive ABC-undervogn, som er standard i SL 500, koster desværre 90.176 kr. ekstra til SL 350. Desværre, for selv om 350 objektivt set er en både velkørende og komfortabel bil, har den traditionelle undervogn tydeligvis tvunget Mercedes-teknikerne på kompromis. Bilen styrer ikke nær så skarpt og præcist ind i kurverne som en SL 500, krængningen er større, og affjedringskomforten er heller ikke nær så overbevisende, især når vejen er dårlig – også det går ud over fornemmelsen af suverænitet under alle forhold.

I forhold til SL 500-standard-udstyret må du også give afkald på læderindtræk (koster nu 22.201 kr. ekstra), metallakering (22.478 kr.) og træindlæg (8.187 kr., i stedet er alupaneler standard). Men selv når vi regner udstyrsforskellene med, er SL 350 stadig en god kvart million billigere end storebror, og for de penge kan du jo mageligt købe en VW Golf eller en let brugt Mazda MX-5 til din kone.

Det regnestykke er der bare ikke ret mange SL-spekulanter, der foretager – det her handler jo om velstand, luksus og overflod. Har man de nødvendige finanser til at investere i et tosædet stykke ufornuft til godt et par millioner, er værdi for pengene næppe det afgørende argument, og hvad enten du kan lide tanken eller ej, så gør et par hundrede tusind kroner fra eller til sjældent den helt store forskel i den økonomiske sværvægtsklasse.

Så vil du have en SL og har råd til den, kan du lige så godt tage skridtet fuldt ud og vælge den ægte vare. Og den hedder SL 500.

Mercedes-Benz SL 350 aut.

Tekniske data: V6, 3.724 cm3, 18V. Ydelse: 245 hk ved 5.700 o/min. 350 Nm ved 3.000 o/min. 0-100 km/t: 7,2 sek. EU-mix: 8,7 km/l. Årlig afgift: 7.500 kr.
Totaløkonomi: Uf! Det er aldrig billigt at købe bil i denne klasse – slet ikke når det gælder afskrivning. Efter tre år og 50.000 km har SL 350 tabt 38-40 procent (645-680.000 kr).
Reservedelsindeks: Ikke fastsat
Service ekskl. materialer:
Mercedes-Benz oplyser ikke faste servicepriser – serviceomfang og -intervaller beregnes automatisk efter kørselsforholdene
Pris: 1.700.587 kr. (Sequentr. 1.677.000 kr.)

Vi synes...Skal det være SL, skal det være en SL 500 – medmindre du har råd til en SL 55 AMG...

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...