Mercedes-Benz kaster de konservative vaner fra luksusklassen fra sig og lader designerne gå planken ud med Vision EQS, der varsler en kommende eldrevet S-klasse.
Det var en tydeligt stolt Daimler-chef Ola Källenius, der viste journalister og andre gæster rundt om Mercedes-Benz' seneste konceptbil Frankfurt Festhalle, den mest prominente hal i det store messecenter.
Sølvfarvet krop bæres gennem landskabet
Vision EQS er den fjerde elbil fra mærket i den nye generation, og der tales om introduktion i 2021 - selv om den ligner noget fra 2031. S-klasse er traditionelt en teknologisk spydspids for mærket, og det kommer også til at gælde den næste generation.
Den enkle og ganske mageløse linje, der kører hele vejen rundt om bilen og skiller drivhuset øverst fra resten af karrossen, skal give en illusion om et sort glaspanel, der bæres lydløst gennem landskabet af en stor sølvfarvet krop.

Daimler-chef Ola Källenius viser den nye konceptbil på IAA-udstillingen i Frankfurt.
© NewspressNy form for lygtehuse
Lygtehusene i fronten består af to moduler med holografiske linser, der giver både designere og ingeniører nye mulighed for at skabe lys og 3D-illusioner, uanset om det gælder sikkerhed eller æstetik. Lygterne vil gradvist blive indført i mere almindeligt modeller fra mærket de kommende år.
Fronten har 188 individuelle LED-dioder, der giver nye muligheder for at signalere til omverdenen og andre trafikanter.
Kabine inspireret af en yacht
Kabinen er inspireret af en klassisk yacht. Instrumentbordet flyder sammen med kabinen for at danne en form for skulptur, der skal minde om cockpittet i en båd. Her er anvendt en kombination af naturlige og avancerede syntetiske produkter og tekstiler med blandt andet mikrofibre i krystalhvid fremstillet af genbrugte plastikflasker og indlæg af økologisk dyrket ahorn.
Læderindtrækket er kunstlæder, der imiterer nappalæder. Sytråd og materialerne til beklædning af himlen er lavet af genbrugsplastik, der er samlet op fra Stillehavet (Greenpeace demonstrerer uden for IAA-messen med påstande om "greenwashing", altså at bilindustriens miljøtiltag kun er symbolske handlinger, men det skal vi ikke blande os i).

Elmotor i hver aksel
Her er en kompakt elmotor integreret i hver aksel, og et litiumbatteri i bunden. Motorerne yder 350 kW og et moment på omkring 760 Nm, hvilket rækker til en 0-100-tid på under 4,5 sekunder.
Rækkevidden for konceptbilen er op til 700 km i WLTP-normen, og med en maksimal ladekapacitet på 350 kW loves en ladetid på 0-80 pct. på under 20 minutter.

Vil sænke antallet modeller
Bilen er baseret på en kommende skalérbar platform for elbiler, der er fremstillet af stål, aluminium og kulfiber. Den skal kunne yde stor fleksibilitet for at sænke antallet af modeller og dermed omkostninger til udvikling.Platformen vil som udgangspunkt være firehjulstrukket med fuldt variérbar overførsel af kræfter til det eller de hjul, der har mest vejgreb. Batteriet skal fremstilles på en nyåbnet fabrik i Tyskland hos datterselskabet Accumotive.
Mercedes-Benz har en ambition om at være C02-neutral om 20 år, når man indregner udvinding af materialer, produktion og bilernes livscyklus. planen hedder "Ambition 2039" og opfordrer både interne og ekstrerne kræfter til at accelerere udviklingen mod en mere miljøvenlig produktion af biler.
I første omgang går man efter at sænke CO2-udslippet fra produktionen af batterier til elbiler ved hjælp af at købe grøn strøm, og hvor det ikke kan lade sig gøre, vil man købe CO2-kompensation.




