Biltest af Mercedes ML 400 CDi
Biltest af Mercedes ML 400 CDi© bilmagasinet.dk

Mercedes ML 400 CDi

Offroader til landevej

24. januar 2002 af Bilmagasinet

Af: Mikkel Thomsager & A. Hansen


Faceliftet af M-klassen har fjernet et par bussemænd, men den har det stadig svært i forhold til BMW X5

M-klassen er den første Mercedes-Benz-personbil, som bygges uden for Tyskland, og af alle steder blev den nye fabrik lagt i USA. Måske naturligt, for USA er et stort marked for Mercedes-Benz, og her er SUV-biler som M-klassen meget populære. Men amerikansk bilproduktion er ikke berømt for finish og kvalitet, og det viste sig desværre også at være tilfældet med Mercedes ML. Der var stjerne på rattet, og instrumenterne var også genkendelige, men både finish og materialekvalitet lå et godt stykke fra det, vi normalt forbinder med en Mercedes.

Det er der rettet op på med faceliftet af M-klassen. Overflade-kvaliteten i kabinen er nu væsentligt bedre, og bilen virker langt mere solid end før. Så langt så godt. Desværre er der kommet en ny konkurrent og målestok i klassen, nemlig BMW X5, der både i indretning, komfort og dynamik sætter nye standarder for, hvad vi kan forvente af dyre designer-firehjulstrækkere, og dermed halter M-klassen atter eller måske stadig bagefter.

Der er ikke noget enkelt punkt, hvor M-klassen falder igennem. Men eksempelvis er det skuffende, at den stadig har Mercedes-Benz gamle instrumenter uden display i speedometeret. Også køreoplevelsen er forbedret, især på landevejen, men igen uden at nå op på BMW X5-niveau. Styringen er upræcis, og retningsstabiliteten kunne også være bedre. På et område distancerer ML dog klart X5, for mens BMW har de lækreste benzinmotorer, har Mercedes-Benz de klart bedste dieselmotorer, ikke mindst i topmodellen ML 400 CDi.

I den store S-klasse (se testen på forrige side) virker den store V8 CDi ikke imponerende, men i ML bør den rydde alle tanker om at købe offroader med benzinmotor af vejen. Her kommer det enorme moment virkelig til sin ret, ikke mindst på landevejen, hvor man oplever en dramatisk acceleration, når bilen ruller. Til gengæld er der en underlig speederforsinkelse fra stående start.

Den testede gulplademodel løber op i 609.200 kroner med moms, præcis det samme som for samme bil med femliters benzin-V8. Men vil man have M-klassen fremfor BMW X5 eller Toyota VX100, bør man ikke betænke sig på den store dieselmotor.
Den kunne sågar være begrundelsen for at vælge en ML.

Mercedes-Benz ML 400 Cdi. Pris: 609.200 kr. inkl. moms. På hvide plader: 1.260.000 kr.

Tekniske data: V8, 3.996 cm3, 32v, turbodiesel. Ydelse: 250 hk ved 4.000 o/min. 560 Nm ved 1.800 o/min. 0-100 km/t: 8,1 sek. Topfart: 213 km/t. EU-mix: 9,2 km/l. Årlig vægtafgift: 3.760 kr. (privat brug:+5.040 kr.). Hvide plader: Årlig ejerafgift 12.180 kr.

Totaløkonomi: ML er formentlig den mest eftertragtede firehjulstrækker på brugtmarkedet, men afskrivningen er stadig høj. På tre år og 50.000 km taber den 245.000 kr. (40 pct.)

Reservedelsindeks: 175
Service ekskl. materialer:
Ingen faste servicepriser. Sevice efter indikator

Vi synes...God uden at være sublim

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...