Mercedes EQC 400 test priser
Test af Mercedes EQC© Mikkel Østrup-Jeppesen

Test af Mercedes EQC - Hvad ka' den luksuriøse SUV i 2023?

Mercedes EQC er efterhånden en ældre herre på det danske marked, og udviklingen af batteriteknologi går tjept. Vi tester den lækre SUV, gennemgår priser, køreegenskaber, rækkevidde og ser nærmere på, om der stadig er grund til at købe EQC i 2023.

19. maj 2023 af Mikkel Østrup-Jeppesen

Test af Mercedes EQC

Siden 2019 har Mercedes spyttet den ene elbil efter den anden på markedet, men da EQC blev præsenteret, var det som mærkets første seriøse bud på en elbil.

EQC udmærker sig stadig som en kodylt lækker og komfortabel SUV, men prisen er høj, og rækkevidden er lav - så spørgsmålet er, om den stadig har en berettigelse på det danske marked?

Lad os få noget på det rene. Udviklingen på markedet for elbiler går stærkt. Flere og flere modeller kommer til, og producenterne bliver bedre til at lave velkørende elbiler med længere rækkevidde.

Derfor vil Mercedes EQC unægtelig ligne en bil, der er bagud, fordi modellen er fra 2019, men det er på mange områder ikke tilfældet. Tværtimod, så viste Mercedes på flot vis, hvilket potentiale for komfort elbilerne har – et potentiale, som i den grad indfries i EQC.

Testens indhold:

Mercedes EQC 400 test priser
Test af Mercedes EQC

Materialerne er lækre over hele linjen i kabinen, og selvom forsæderne griber godt fast, så er bagsædet heller ikke et ringe sted at opholde sig.

© Mikkel Østrup-Jeppesen

Tank op på overskud i EQC

Er man godt vant til Mercedes, finder man sig hurtigt til rette bag rattet af EQC. De store læderstole omfavner både kører og medpassagerer, og kørslen klares nærmest selv af den selvstændige fartpilot.

Systemet gør et fantastisk arbejde i læsningen af skilte, hvorefter fartpiloten selv tilpasser hastigheden, og vejbaneassisten fungerer godt for det meste.

Systemet har imidlertid et enkelt aber dabei: Det er enormt sensitivt, til tider nervøst, og advarslerne i head-up display’et bliver hurtigt til en rædselsslagen bagsædechauffør.

Opmærksomheden er, hvad der gør fartpiloten genial og træls. For det meste fungerer det upåklageligt og gør længere og trafikfrie ture afslappende, men med jævne mellemrum bukker EQC’en under i myldretrafikken.

Det gør det svært at stole 100 pct. på systemet, hvilket er en skam - særligt for en bil til knap 800.000 kr.

Læs også: Mercedes GLC er måske den bedste plugin på markedet.

EQC emmer af høj kvalitet

Infotainmentsystemet gør køreturene ubesværlige, og tillader sig at gøre det meste, så køreren kan holde øjnene på vejen. Det er nemt at glide ind og ud ad menuer, og der er masser af knapper til de vigtigste funktioner – hvilket bestemt ikke er givet i dag!

Både de metalliske krom-knapper på rattet og den trykfølsomme touch-flade i midterkonsollen virker intuitivt. Som sagt, så føler man sig til rette her i kabinen, hvis man er vant til Mercedes, og det skyldes i høj grad det let tilgængelige og forståelige infotainmentsystem.

Et head-up-display viser aktuel hastighed, fartgrænser, fartpilot og advarer ved opbremsninger i trafikken. Det hele står ganske klart og fungerer glimrende, selvom de mange – og oftest unødvendige – advarsler fra den nervøse fartpilot skriger på opmærksom inden for synsfeltet.

Lader man fingrene løbe over samtlige materialer i kabinen, finder man ikke meget at kritisere. Kvalitetsfornemmelsen er høj, der er absolut ingen mislyde, raslen eller lignende. Det manglede også bare, men ret skal være ret, og Mercedes EQC er godt skruet sammen.

Læs også: Test af Mercedes EQE SUV.

Mercedes EQC 400 test priser
Test af Mercedes EQC© Mikkel Østrup-Jeppesen

Hvordan kører Mercedes EQC?

Selvom fartpiloten til tider sveder, så når stressen aldrig igennem til kabinen, hvor komforten er enorm. Mercedes demonstrerer med EQC, hvorfor et batteri og to elmotorer er perfekte for en luksuriøs SUV, der indgyder til magelighed.

Komforten er i højsæde, og bag rattet i den høje siddeposition føler man sig sikker, velpolstret og fortrolig med bilens overskud.

De to elmotorer sidder på hver sin aksel og er sat forskelligt op. Hvor drivlinjen på forakslen står for det meste af arbejdet ved lavere belastning, så tager bagakslen sig af det dynamiske. Det gavner stømforbruget, men får også EQC til at sidde solidt plantet i asfalten, når de 406 hk slippes løs.

Med et moment på 760 er der ellers lagt i kakkelovnen til hjulspind, men EQC insisterer på at komme fremad og rammer 100 km/t på 5,1 sek. Det er ganske tjept, og EQC holder godt stand, når speederen jokkes i bund.

Vægten på knap 2,5 ton er aldrig umærkbar, men ved kraftig indstyring opfører elbilen sig fint og giver ingen medpassagerer søsyge. Luftaffjedringen, der er standard på EQC, gør et godt stykke arbejde her.

Læs også: Test af den elektriske S-klasse.

Mercedes EQC 400 test priser
Test af Mercedes EQC© Mikkel Østrup-Jeppesen

Hvor lang rækkevidde har EQC?

Der er et stort ”men” ved Mercedes EQC. Selvom bilen er flot designet, gennemført, velbygget og -kørende, så er batteriet til ingen overraskelse bilens helt store problem.

Under testen præsterede EQC en rækkevidde på omkring 350 km fra batteriet på 80 kWh. Det er en anelse under den opgivende rækkevidde på maksimalt 414 km, men til gengæld er de 350 km til at regne med. Der var ikke nogen større ændring i forbruget, om EQC kørte motorvej med 110 km/t eller landevej med 80 km/t.

Bilen er dygtig til at regne rækkevidden ud, hvorfor man ikke får ubehagelige overraskelser eller forregner sig på længere ture.

Den korte rækkevidde i EQC betyder, at man holder en del ved ladestandere, hvis man ikke har mulighed for at lade natten over hjemme i indkørslen. Her er oplevelsen overraskende god, for med en 4-årig gammel model kan man frygte, at ladeteknologien er rædderlig langsom. Det er heldigvis ikke tilfældet, for EQC lader med op til 110 kW i hurtigladere.

På en af Clever’s hurtigladere (op til 80 kW) gik batteriet fra 15 til 79 pct. på 45 min, hvilket kan omregnes til omkring 260 km rækkevidde. Det er på ingen måde revolutionerende hurtigt, men det er nok til, at EQC på ladeteknologien stadig er fint med på markedet i dag. EQC's rækkevidde er strakts mere problematisk, hvis man har planer om at bruge elbilen som pendlervogn. 

Læs også: Mercedes' populære firmavogn er elektrisk.

Mercedes EQC 400 test priser
Test af Mercedes EQC

Multibeam-LED kalder Mercedes forlygterne for. De fungerer vanvittigt godt med automatisk op- og nedblænding og må være blandt de absolut bedste forlygter på markedet. 

© Mikkel Østrup-Jeppesen

EQC er en civiliseret elbil

Hvis EQC minder dig om GLC, så er det ikke ubegrundet. De to deler platform og meget andet, hvorfor de også størrelsesmæssigt er sammenlignelige. Det betyder desværre, at der ikke er noget bagagerum i fronten af bilen, ligesom der i stedet for et fladt gulv er en forhøjning fra den tunnel, hvor kardanakslen normalt ville være.

EQC ligner heller ikke en elbil. Den behøver ikke skrige "se mig, jeg er elektrisk" med futuristisk design. Den er i stedet subtil, ligner en ganske normal SUV fra Mercedes, og det er et lille plus i min bog.

I løbet af testugen har den sågar høstet en håndfuld komplementer fra forbipasserende, der forsikrer om, at Mercedes er en flot bil - og det er da værd at tage med.

Hvad synes vi om Mercedes EQC?

Det er stærk vanedannende at falde til ro bag rattet af EQC. Komforten og kvalitetsfornemmelsen gør EQC til en flot Mercedes af den bedste slags, og det afstemte styretøj og affjedring er meget vellykket. Der skal sluges en kamel i form af rækkevidden, men EQC er stadig en seriøst lækker SUV.

På markedet er der kommet mange SUV’er til, som både kører længere og koster mindre end EQC. Elbiler til under en halv million med samme batteristørrelse præsterer markant længere rækkevidde, så der føles meget langt op til de knap 775.000 kr. for en EQC 400 4MATIC.

Prisforskellen retfærdiggøres dog andre steder. Komfortabiliteten er uhyre høj, kabinen føles både klinisk velbygget og hyggeligt hjemlig på samme tid. Her er EQC i konkurrence med Audi e-tron, der fornyligt fik nyt navn, men som i høj grad er at finde på brugtmarkedet i den gamle variant.

Bag rattet i en EQC er et rart sted at befinde sig, og det skal det også være, for man kommer til at sidde der en hel del, når bilen skal lade. Mercedes EQC er dyr, hvis man forventer ofte at køre mere end 250-300 km på en dag, men kvaliteten er bestemt fulgt med den høje pris.

Derfor har EQC på sin vis stadig sin berettigelse på markedet, omend det er som luksuriøs hverdags-SUV til mindre gøremål. Prisen er for høj taget den lave rækkevidde i betragtning, men i 2023 er EQC stadig en skøn elbil.

Mercedes EQC 400 test priser
Test af Mercedes EQC© Mikkel Østrup-Jeppesen

Hvad koster Mercedes EQC?

Pris: Mercedes EQC 400 4MATIC koster fra 774.800 kr.

Drivlinje: Firehjulstræk, to elmotorer, 80 kWh batteri

Rækkevidde: 369-414 km (i test ca. 350 km)

Opladning: 110 kW hurtigopladning

Ydeevne: 406 hk, 760 Nm

Præstationer: 0-100 km/t 5,1 sek., topfart 180 km/t

Dimensioner L/B/H: 476/184/162 cm

Vægt/anhængervægt: 2.495/1.800 kg.

Lige nu læser andre

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...