Biltest af Mercedes E 430 4Matic
Biltest af Mercedes E 430 4Matic© bilmagasinet.dk

Mercedes E 430 4Matic

Diskretion en æressag

22. november 2001 af Bilmagasinet

Af: Peter Clausen & A. Hansen

Mercedes-Benz E 430 4Matic er proppet med lækker og dyr teknik, men den ligner en frikørt taxi

DOMMEN ER KLAR, når en Mercedes-Benz E-klasse uden grønt skilt på taget kommer rullende: Frikørt taxi. Det må være lidt ærgerligt, hvis man lige har betalt små 1,3 mill. kr. plus diverse ekstraudstyr for en ny E 430 4Matic, men nogle vil selvfølgelig ikke køre rundt i et rullende kontoudtog.

Under det diskrete taxi-ydre er der ikke meget dieselhakker over E 430 4Matic, for de efterhånden klassiske former gemmer på en 4,3-liters V8-motor på 279 hk og et permanent firehjulstræk. Men firehjulstrækket mærker du ikke meget til i det daglige kun at det trods momentet på 400 Nm ved 3.000 omdrejninger er umuligt at lave hjulspin på asfalt, uanset hvor brutal du er med højre fod.

Til gengæld mærker du, at 4Matic har taget 150 kg på i forhold til en baghjulstrukket E 430, for du har ikke den fornemmelse af kraft i overflod, man kan forvente med 279 hk og 400 Nm under hjelmen.

Bevares, sløv er den bestemt ikke, for 0-100 km/t på 6,8 sek. er kun 0,2 sek. langsommere end baghjulstrækkeren, og topfarten er begrænset til 250 km/t. Men du er aldrig i tvivl om, at der skal flyttes rundt på mange kg, hvilket også ses på benzinregningen det kræver held at komme meget over 6 km/l.

V8-motoren med tre ventiler pr. cylinder løber til gengæld lækkert og kultiveret, og selv ved høje hastigheder er den næppe hørbar.

Bundtrækket er dog ikke dens stærke side, for den vil helst over 3.000 omdrejninger, før der sker noget, og sammen med det ellers forbilledligt blødt skiftende automatgears meget langsomme reaktion på kickdown gør det vægt-handicappet endnu mere påfaldende.

E-klassen med modelkoden W 210 har efterhånden små syv år på bagen, og afløseren er på gaden næste år. Alderen kan også både ses og mærkes, for styringen giver kun sporadisk føling med underlaget, og i sving er E 430 4Matic den klassiske, tunge Mercedes. Den er ikke oplagt til sjov, og du er aldrig i tvivl om, at der ligger en stor, tung V8-klumpude foran. Affjedrings- og støjkomfort er til gengæld stadig på højt niveau, så det er forkert at kalde E-klassen direkte forældet.

Men så er der prisen: Firehjulstrækket, som du roligt kan glemme, med mindre du bor i Alperne eller Nordskandinavien, koster 79.000 kr. ekstra, så en basisudstyret E 430 4Matic løber op i 1.279.000 kr. Det er ret mange penge for en taxi…

Pris: Mercedes-Benz E 430 4Matic 1.279.000 kr.

Tekniske data: Motor: V8, 4.266 cm3, 24v. Ydelse: 279 hk ved 5.750 o/min. 400 Nm ved 3.000 o/min. 0-100 km/t: 6,8 sek. Topfart: 250 km/t. EU-mix: 8,1 km/l. Årlig ejerafgift: 8.160 kr.

Totaløkonomi: Det her bliver dyrt! Dyre biler er altid lig med et stort værditab, og merprisen for 4Matic-firehjulstrækket får du aldrig hjem igen. Regn med et minus på omkring 40 pct. (ca. 512.000 kr.) efter tre år og 50.000 km
Reservedelsindeks: 180
Service ekskl. materialer:
Mercedes-Benz oplyser ikke servicepriser serviceintervaller og omfang beregnes individuelt efter køremåde

Vi synes...
Bærer alderen med værdighed, men som alle Mercedeser er den alt for dyr herhjemme

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...