Biltest af Mercedes E 320 aut.
Biltest af Mercedes E 320 aut.© bilmagasinet.dk

Mercedes E 320 aut.

Ny på Rejseholdet

25. juli 2002 af Bilmagasinet

Af: Mikkel Thomsager & A. Hansen

Også den nye E-klasse er fuldgyldigt medlem af "Mercedes-Benz-Rejseholdet"

Der er få biler i denne verden, hvor man føler sig bedre tilpas end bag rattet af en Mercedes-Benz E-klasse. Det er ikke kun et spørgsmål om, at sæderne er fremragende. Det er helhedsindtrykket af at sidde i en køremaskine, som i den grad er bygget for at gøre transporten fra A til B så behagelig, problemfri og smuk som mulig.

Ikke mindst det sidste har Mercedes-Benz arbejdet ihærdigt med i de senere år. I gamle dage så en Mercedes-kabine ud, som en Mercedes-kabine skulle se ud, men de senere år har det tyske adelsmærke – modsat BMW – gennemført både revolutioner og mirakler i kabinen – og hidtil næsten udelukkende med godt resultat. Den nye E-klasse er endnu én i rækken. Man sidder perfekt i forhold til både rat og pedaler i sæder, der virker støbt til præcis min krop. Alt oser af tysk akkuratesse på den diskrete måde.

Det enestående ved den nye E-klasse er, at den også kører sådan. Misforstå det ikke: Den nye E-klasse er ikke noget køredynamisk unikum. Vil man udforske et par øde landeveje i en E 320, kommer man hurtigt på andre tanker. Som næsten enhver anden Mercedes-Benz virker også den nye E-klasse-undervogn uoplagt og dvask, og styretøjet er fast, men alligevel ikke fast nok, når det kommer til stykket. Men beklager man sig til Mercedes-Benz-ingeniører over den kendsgerning (under henvisning til BMW’s evner i den retning), ryster ingeniørerne på hovedet, løfter pegefingeren og pointerer, at det jo handler om at komme sikkert, behageligt og komfortabelt fra A til B og ikke alt det andet pjat. Det kan man så ærgre sig over, fordi den nye E-klasse synes at have lidt af de stabilitets-problemer ved høj fart, som S-klassen led under i starten. Men det piller ikke ved den kendsgerning, at E-klassen virker overbevisende på grænsen til det afstressende på lange stræk – uanset hastighed.

Personligt kunne jeg godt undvære massage-sædet, for basis-sædet er fremragende. Oveni kommer et usædvanligt lavt støjniveau og så undervognen, som tager morskaben ud af en sognevej, men som til gengæld gør en motorvej til en stillekupe i et intercitytog. Ikke så sært, at taxichauffører foretrækker E-klassen. Her kan vi andre så til gengæld rejse komfortabelt som passagerer.

Mercedes-Benz E 320 aut.

Tekniske data: Motor: V6, 3.199 cm3, 18V. Ydelse: 224 hk ved 5.600 o/min. 315 Nm ved 3.000 o/min. 0-100 km/t: 7,7 sek. Topfart: 243 km/t. EU-mix: 10,1 km/l.
Årlig ejerafgift: 5.500 kr.
Totaløkonomi: Selvom Mercedes-Benz har stjerne som garant, er den ikke nogen garanti mod værditab på en dyr E-version. Efter tre år og 50.000 km vil Mercedes-Benz E 320 have tabt ca. 420.000 kr. (45 procent)
Reservedelsindeks: 129
Service ekskl. materialer:
Mercedes-Benz har variable service-intervaller
Pris: 927.000 kr.

Vi synes...Den perfekte rejsevogn

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...